
Heroic vinder i HUNDENs tilbagevenden
I dag vendte HUNDEN tilbage på serveren, da han igen sad med i Heroics kamp mod BIG, og her endte det med en dansk sejr.
Inden kampen tegnede det dog ikke godt for de danske drenge. Her kom det nemlig frem, at både cadiaN og TeSeS var smittede med coronavirus, hvorfor det altså så ud til at blive en lidt hårdere opgave end normalt.
Sådan blev det dog slet ikke på første bane. Her var det et storspillende Heroic, som fik skudt sig i front med 11-4 ved halvlegen. Efter sideskiftet var danskerne fortsat bedst, og det blev derfor til en 16-10-sejr.
Lidt mere spændende blev det på Nuke, som var kampens anden bane. Her skød BIG sig nemlig i front, men efter sideskiftet viste Heroic, hvorfor de ligger nummer to i verden. Her var særligt TeSeS varm, da danskerne vandt de ti nødvendige runder for at tage sejren.

Med resultatet venter et meget spændende opgør søndag aften for Heroic, når cadiaN og co. atter skal i kamp.
Her står Heroic nemlig over for Astralis i det første opgør mellem de to mandskaber, siden førstnævnte skiftede ud.






























