
AGF booker plads i semifinalen
Årets første kvartfinale i Elgiganten Ligaen er netop spillet færdig, og her var det AGF, der trak det længste strå mod MASONIC.
Østjyderne var ellers i knæ på første map, Nuke, hvor MASONIC tog mapsejren. Herefter ventede Inferno, hvor AGF for alvor vågnede op til dåd og satte sig på opgøret. Således var AGF foran 11-0, før MASONIC kom en smule igen, men mappet endte med en mapsejr på 16-10 til PERCY's tropper.
Det skulle derfor afgøres på Overpass, og her fortsatte AGF's dominans. 19 runder skulle der til, før AGF kunne tage mapsejren 16-3, og dermed er PERCY og co. klar til semifinalen mod Lyngby Vikings, der spilles tirsdag.

Følg med lige nu på DRTV, når næste kvartfinale mellem Copenhagen Flames og Alpha skydes i gang klokken 19:00.
Du kan også tilslutte dig discorden, hvor chatten kører derudaf. Der er blandt andet konkurrencer. Discorden finder du her.