Nyt hold sigter efter top-15

Det danske mandskab, der tidligere i dag annoncerede fire nye spillere, har allerede høje forventninger til den kommende tid.

Tidligere i dag annoncerede Jyderup Esport deres nye holdkort, som bestod af fire nye ansigter.

Drømmer om top-15

Holdets IGL forbliver dog den samme, nemlig 17-årige Equip. Dust2.dk har talt med Jyderups kaptajn i forbindelse med annonceringen af holdkortet, og her kan han fortælle, at holdet allerede nu har høje forventninger til præstationerne.

Vi har generelle forventninger til at vi kan holde en konstant udvikling som hold og individer. Resultatmæssigt er det, så snart vi har fået løst mere af folks potentiale, at vi kan komme op og drille nogle af de store drenge, og på sigt være en fast del af top-15.

Forventninger til den kommende sæson er overlevelse, som minimum, altså en top-3-4 placering. Eftersom det nye format er hård, og oveni den lange off-season har det gjort, at mange hold har kunnet finde de rigtige spillere. Det bliver klart den 1. Division med mest konkurrence nogensinde!

Nyt blod på holdet

Forud for den kommende sæson af POWER Ligaen er der adskillige hold, der har valgt at skifte ud. Jyderup har dog valgt at hente hele fire nye spillere ind, og her kan Equip fortælle, at det har været en velovervejet beslutning, inden spillerne blev valgt.

Det har været et større puslespil at samle holdet, eftersom vi har manglet hele fire spillere, hvor målet var at skabe en familie, hvor alle giver noget ekstra og kan med hinanden. 

Borsty er en spiller, jeg har haft et godt øje til længe, som også var en af de første brikker i puslespillet. Han bidrager med god stemning og kommunikation, og så kan han dominere kampene alene med den store grønne. 

Boye og Scr0b er to kæmpe talenter, der virkelig kan skyde fra sig. De er egentlig gået lidt under min radar. De besidder en masse gode hold-egenskaber, der gør det let for mig som IGL, at fokusere på mit eget spil. Og så har de gode erfaringer fra Rydhave Efterskole fra selveste haste. 

Diirty er vores wildcard; jeg tror, han kommer ind og overrasker mange, ligesom han har overrasket mig. Hans mekaniske niveau er vanvittigt højt, og det er hans sult efter udvikling også.

Over de sidste par sæsoner har Jyderup da også gennemgået en del udskiftninger. Equip forklarer dog, at der ligger flere gode årsager bag udskiftningerne, men at det samtidig er gået en smule ud over hans eget individuelle spil.

Ja, vi har efterhånden haft mange udskiftninger, men halvdelen har vi ikke selv været herre over. Salg, real-life og folk, der ikke har følt projektet, osv.

De udskiftninger vi har været herre over, har der dog også været grundlag for. De fleste har været grundet dårlig synergi på holdet, ikke nok tid eller dedikation, og ellers er de kommet ind på nogle skæve tidspunkter, hvor vi ikke har haft mulighed for at omstrukturere ordentligt, og sætte dem ind i et system hvor de er mest komfortable. Kort sagt er det endt med at blive lappeløsninger.

Som IGL og ansigtet for holdet har det ikke været nemt konstant at skulle sætte en ny spiller ind, og have fokus på at den spiller følte sig tilpas i systemet, og samtidig lave meget af det “kedelige” arbejde for de resterende på holdet - uden at tage noget fra daværende spillere. Det tog meget fokus fra mit eget spil og udvikling.

Et stærkt bagland

Trods de mange tidligere udskiftninger mener den unge IGL, at det denne gang er anderledes. Det skyldes både de nye spillere, men også at der er kommet styr på baglandet, hvor holdet får den hjælp, de har brug for - både i og uden for spillet med både analytiker og sportspsykolog.

Det er anderledes denne gang, fordi jeg selv mener, at vi har fået samlet en gruppe af unge fyre, der alle brænder helt ekstremt for spillet, og alle besidder den værdi jeg sætter højest: at give ekstra og have høj arbejdsmoral. 

Vi er nu også blevet klogere og stærkere, jeg som spiller og Jyderup som klub. Jeg er blevet meget klogere på mig selv og som leder, hvordan jeg bedst kan lide at lede, og hvordan jeg tror tingene fungerer bedst. Samtidig er der kommet ordentligt styr på baglandet i form af sportspsykolog, analytiker og træner, som allesammen skal være med til at tage fat i udfordringerne både i og uden for serveren og løse dem.

Det nye stærke bagland skal altså hjælpe holdet forud for den kommende sæson af POWER Ligaen. Her er der især fokus på mappool og forventningsafstemning, og de unge spillere knokler allerede hårdt på deres bootcamp.

Vi forbereder med et formål på at få en mappool, vi kan konkurrere optimalt med. Så en masse praccs, dryrun og snak om hvordan vi skal spille spillet. Oveni får vi sat ord på alles forventninger til hinanden, trænere og så videre.

Og så kører vi allerede en længere bootcamp med teambuilding og hardcore træning i den kommende weekend, hvor der også kommer lys på vores “sorte” situation, siger Equip, og henviser til Jyderups sociale medier, hvor profilerne er "gået i sort".

Equip og resten af Jyderup Esport kan følges i den kommende sæson af POWER Ligaen, hvor de spiller med i 1. division. 

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.