
Danskergruppe i Spring Sweet Spring Regionals afgjort
Det er Lyngby Vikings, som tager den anden plads videre til det næste stadie i Spring Sweet Spring Regionals, idet raalz og co. netop har besejret Astralis Talent.
Første bane blev tæt, men her var israelske anarkez virkelig på pletten for Lyngby Vikings. AWP-spilleren dominerede virkelig med sit foretrukne våben, da han spillede en central rolle i sejren til de kongeblå vikinger på Inferno.
Turen gik til Vertigo, hvor det igen var Lyngby Vikings, som lagde sig i selen fra kampstart. Fra Astralis Talents side fik vi dog virkelig N1xens kvaliteter at se, men det var ikke nok, da det i stedet var raalz og kompagni, som løb med sejren.
Dermed fik Astralis Talent altså ikke revanche over Lyngby, som også tidligere i turneringen havde vundet 2-0 over det unge mandskab.
Derfor er det altså også Astralis Talent, som må se sig slået ud af turneringen, mens birdfromskys mandskab har booket en plads videre til andet stadie, hvor hold som AGF, K23, Nordavind og DBL PONEY venter.