
Efter exit: "Jeg forstår det godt"
Fredag morgen kom det frem, at Campus Vejle Instinct, der fra næste sæson skal dyste med i POWER Ligaen, har sagt farvel til to af deres spillere.
Andie og ToweR er nemlig fortid på mandskabet, der i den nyligt overståede sæson af Elgiganten Ligaen vandt 1. division B.
Nu løfter sycrone, der er underviser på Campus Vejle, lidt af sløret for, hvorfor der bliver skiftet ud på holdkortet med under en måned til holdet for første gang nogensinde skal dyste i Danmarks bedste division.
Gennem dialog med de to omtalte spillere, de resterende Instinct-spillere og internt i trænerteamet, har vi vurderet, at en udskiftning vil være den bedste løsning for alle, siger sycrone og tilføjer:
Andie og ToweR er begge dygtige spillere og gode holdkammerater, som vi er sikre på nok skal finde deres rette plads på CS-scenen, men det var desværre vores vurdering, at det ikke var som en del af Instinct-holdet på nuværende tidspunkt, lyder det fra Campus Vejle-underviseren.
"Det er selvfølgelig træls"
De to spillere var med til at skyde Campus Vejle Instinct til tops i 1. division B i sidste sæson, men de misser nu chancen for at vise sig frem i toppen af dansk CS:GO. Det ærgrer naturligt nok Andie, men han forstår også godt beslutningen.
Vi var for stillestående i vores udviking sammen og havde været det i noget tid. Selvom vi rykkede op i ligaen, har vores spil ikke været tilfredstillende på det seneste. Det er selvfølgelig træls at være ham, der blev sat af så tæt på sæsonstart til ligaen, men man kan sige, at det var forventet, at der skulle ske et eller andet.
Du lyder jo næsten helt enig i beslutningen. Er det korrekt forstået?
Det ved jeg ikke, jeg er selfølgelig skuffet og trist over nyheden. Men efter at have set, hvilke udskiftninger sommer og sycrone (to af underviserne, red.) har fundet, var ToweR og jeg dem, som gav bedst mening. Jeg synes ikke selv, jeg skulle cuttes, men jeg forstår godt, hvorfor det skete, fortæller Andie.
Vil hjælpe spillere videre
Ønskescenariet var, at hele vinderholdet skulle have mulighed for at spille sammen i POWER Ligaen fra næste sæson. Det er nemlig takket være deres hårde arbejde, at holdet gik hele vejen i 1. division.
Instinct-holdet, som vi kendte det, går fra den forhenværende liga med en sejr, som til dels har været grundet det hårde arbejde både Andie og Tower har lagt i holdet. Vi ønsker for dem, at dette i sig selv vil give dem den anerkendelse, som de to dygtige spillere fortjener - og at der derfor nu vil præsentere sig muligheder for at de kan tage deres CS-karriere videre, siger sycrone og tilføjer, at der arbejdes på at få hjulpet Andie og ToweR videre.
Løbende arbejder vi i trænerteamet internt med både ToweR og Andie på at få dem hjulpet videre bedst muligt. Vi kan kun give dem vores allerbedste anbefalinger, hvor de det seneste år har givet sig fuldt ud på Instinct-holdet, siger han.
Gamle Campus Vejle-spillere træder til
Med en ny sæson af POWER Ligaen lige om hjørnet, er holdkortet også kommet endeligt på plads. Og her bliver det to tidligere Campus Vejle-spillere. Ganske vidst ikke fra Instinct men derimod Flammen.
sycrone fortæller nemlig, at mad0 og MSN atter kommer til at tørne ud for et Campus Vejle-hold i Danmarks bedste CS:GO-liga. De to spillere skiftede i transfervinduet i sidste sæson til Aalborg Rebels, men forlod holdet i marts efter drama omkring et navneskifte.
Campus Vejle Instinct består dermed af:
mika
Niemann
willy
mad0
MSN
























