
Brasilianere banker G2 ud af Pro League
FURIA bankede G2 ud af ESL Pro League-slutspillet tidligere i dag, da brasilianerne sikrede sig en suveræn 2-0-sejr over NiKo og kompagni.
Kampen formåede aldrig at blive særligt tæt, og især første map var en kedelig affære for G2. Her var brasilianerne nemlig særdeles dominerende, og tillod kun modstanderne at få sølle fem runder, inden de lukkede mappet.
På andet map kom G2 i føring, men det var dog kun for en kort stund. Efter sideskiftet fandt FURIA nemlig atter de dominerende takter frem, og NiKo og resten af G2 formåede derfor kun at få én enkelt runde på CT-siden.
Særligt NiKo var da også overraskende fraværende på andet map. Den bosniske stjerne plejer ellers at toppe scoreboardet, men på andet map skrabede han bunden med en 7-17-score.

Med sejren er FURIA altså nu videre til kvartfinalen i ESL Pro League. Her kommer de til at møde taberen af opgøret mellem Astralis og Gambit, som skydes i gang på fredag.