
Astralis vinder neglebider efter vilde comebacks
Astralis fortsatte deres stime fra i går, hvor Liquid blev besejret, da dagen i dag også bød på en sejr - denne gang over Virtus.pro, men den kom ikke uden store vanskeligheder.
Første bane startede ellers skidt ud for danskerne, som måtte se sig være bagud hele 1-8, inden de for alvor kom med ind i kampen.
Danskerne kom dog stærkt tilbage efter den sløve start ved først at vinde otte runder i træk for derefter at fuldende deres comeback. Dette var dog ikke uden problemer, da kampen måtte ud i den 29. runde, inden Astralis tog sejren.
Kampens andet map var heller ikke ligefrem en dans på roser for de danske drenge. Endnu en gang skulle de nemlig lave et comeback, hvis sejren skulle i hus.
Train startede nemlig ud med en 11-4-føring til Virtus.pro. Denne føring holdt dog ikke kampen ud, da Astralis, og i særdeleshed dupreeh, sendte kampen ud i overtid.
En overtid var dog ikke nok til at afgøre banen, som først blev afgjort i den tredje af slagsen. Desværre var det dog Virtus.pro, som var stærkest her, hvorfor kampen skulle ud på tredje map.
Traditionen tro startede det endnu en gang ud med, at Astralis kom bagud, da Virtus.pro kom på 6-2. Ligesom på de andre maps var det dog først her, danskerne virkelig viste et højt niveau, da de atter kom tilbage i kampen. Herefter gav de heller ikke meget væk, da Virtus.pro kun fik tre runder mere, da Astralis vandt 16-9 for at vinde opgøret 2-1.

Med sejren ligger Astralis nu i toppen med seks point - lige så mange som Virtus.pro, mens både Endpoint, Liquid, Evil Geniuses og fnatic har tre point inden dagens sidste opgør.
Om kort tid går det dog løs igen, når Evil Geniuses og Liquid støder sammen i en vigtig duel, som sender vinderen op på siden af Astralis og Virtus.pro.


























