
Holddirektør jubler over DR-aftale
Fremover bliver det muligt at følge slutspillet i Danmarks bedste CS:GO-liga på DRTV, efter Dust2.dk fredag kunne afsløre en TV-aftale med DR for hele 2021 om Elgiganten Ligaens slutspil.
Det har også vakt glæde blandt ligaens hold. Hos Copenhagen Flames ser Steffen Thomsen, at aftalen er et generelt løft til dansk esport.
Det lyder fantastisk for alle de deltagende hold og klubber i Elgiganten Ligaen. Det siger også en hel masse om, hvor langt Danmarks stærkeste esport-liga er kommet, og hvor højt niveauet herhjemme er. Vi er blandt verdens stærkeste esportsnationer - ikke mindst i CS:GO - og derfor fortjener ligaen også bredere opmærksomhed, siger han.
Med aftalen forudser Steffen Thomsen også, at interessen for CS:GO og esport i almindelighed vil fortsætte den vækst, der har fundet sted de senere år. Især anerkendelsen og forståelsen af esport som karriere vil blive udbredt.
Mainstream mediedækning er nøglen til, at esport kan fortsætte sin eksplosive vækst. Nu er der endnu en mulighed for, at Hr. og Fru. Danmark kan se og finde interesse for dansk CS:GO, og dermed vil anerkendelsen og forståelsen for esport blive løftet. Ligeledes vil de unge talenter, der vil satse på esport-karrieren, få større accept i forhold til at vælge denne vej frem for mere traditionelle uddannelses- og erhvervsmæssige karriereveje.
Den større eksponeringsflade er ikke blot godt for spillerne og udbredelsen af CS:GO, mener holddirektøren. Også de kommercielle muligheder højnes med aftalen.
Det her vil helt sikkert åbne nye muligheder op for et endnu stærkere kommercielt grundlag for vores klub. En øget interesse for Elgiganten Ligaen er helt sikkert godt for os. Vi mener jo, at vores historie er mindst lige så interessant som de større brands, med unge talenter der via os indfrier deres potentiale og skaber en levevej. Den form for fortælling hører vi jo en masse om i dansk fodbold f.eks. men meget lidt om i dansk esport, når det gælder den brede mediedækning, siger Steffen Thomsen og tilføjer:
Med denne aftale styrkes hele fødekæden, og det glæder mig på dansk esports vegne.
Slutspillet er samtdig blevet rykket til den 26.-28. april, hvor afgørelsen af den 16. sæson af Danmarks stærkeste CS:GO-liga altså kan følges på DRTV.