
Polakker slukker flammen
Copenhagen Flames er ude af Snow Sweet Snow 2.
Det står klart efter onsdagens semifinale mod AGO.
Tirsdag aften slog det danske mandskab sensationelt Gambit ud i kvartfinalen. Onsdagens modstander var polske AGO, der tirsdag eliminerede NIP i deres kvartfinale.
AGO startede med at banne Overpass, hvor Copenhagen Flames har været flyvende på det seneste, og de to mandskaber lagde i stedet ud på Train. Her gjorde især reatz og snatchie fra det polske hold ondt på Copenhagen Flames. Med henholdvis 24 og 22 kills var de medvirkende til AGO's mapsejr på 16-10.
Herefter gjaldt det Vertigo, hvor Copenhagen Flames også har været ganske gode. Det viste de også, at de stadig er, og særligt AcilioN var i hopla. Med en pauseføring på 10-5 gjorde de arbejdet færdigt efter sidebyttet og vandt mappet 16-10.
Uhyggelig tæt på comeback
Tingene skulle afgøres på Nuke, og her var AGO med længder det stærkeste mandskab i starten. På CT-siden tog de 13 af de 15 runder, og Copenhagen Flames havde derfor pistolen for panden, inden sidebyttet.
Netop pistolen brugte AcilioN til at vise sig frem i pistolrunden, hvor han lavede et ace, og jagten på et comeback var dermed i gang.
Samtidig fandt Nodios og jabbi det gode spil frem igen og skød kills på boardet.
Men ved stillingen 13-10 vågnede AGO igen og sørgede for en 15-10-føring. Dermed var de sikret fem matchrunder og trods to runder yderligere til Copenhagen Flames, så endte polakkerne med at tage sejren 16-12 og vandt dermed samlet 2-1.
Danskerne må derfor tage til takke med en check på 30.000 kroner.

Onsdag aften klokken 18:00 spilles finalen i Snow Sweet Snow 2.
Her bliver det altså AGO, der står overfor vinderen af kampen mellem Winstrike og HAVU, der spiller klokken 15.



























