
Astralis-stjerne efter nederlag: Her er den stærkeste region
Astralis måtte i går se sig slået ud af IEM Katowice efter et 1-2-nederlag til Virtus.pro, og oven på det skuffende resultat blev device interviewet, hvor han blandt andet kom ind på, hvordan danskerne til tider spiller 'for smart' Counter-Strike.
De (Virtus.pro red.) er fyldt med selvtillid. De spiller helt uden pres, og jeg tror også, at vi til tider spiller for smart, og i den her online tid tror jeg ikke, at det virker at spille sådan mod alle hold.
Selvom Astralis' spillestil ikke virker over for alle hold, som device selv nævner, så føler han ikke, at danskerne var overforberedt inden kampen.
Det er altid svært at svare på, om vi var overforberedte. Vi er et hold, som lever og dør på vores forberedelse og det at spille som en enhed, så jeg føler, at det ville være at gå imod vores filosofi, som har virket så mange gange før.
For at slutte interviewet af satte Astralis-stjernen også kort et par ord på, hvilken region, som er scenens stærkeste i øjeblikket, og her er der ikke den store overraskelse over devices svar.
Når man ser nogle af de her CIS-hold, og man tager et kig på dem, ser man, at de har fem dygtige spillere - det gælder også for Spirit og Gambit. Hele regionen er bare ekstremt talentfuld, og de har arbejdet på det i lang tid, så man må bare give stor cadeau til dem.
Det (CIS red.) er den bedste region i øjeblikket.
I slutspillet i IEM Katowice var fire ud af de seks hold i slutspillet også fra CIS, mens tre ud af fire mandskaber i semifinalerne er fra regionen, hvorfor man må ty til at give device ret.
Hele interviewet kan ses her.



















