
Afgørende danskerbrag venter: "Jeg har et godt tag på dem"
Tricked og Copenhagen Flames møder hinanden i den afgørende kamp i Snow Sweet Snow Regionals-turneringen.
Begge mandskaber har en 2-2 score i swiss-gruppen, hvorfor danskerbraget afgør, hvem der kvalificerer sig til Snow Sweet Snow 2, og hvem der akkurat misser turneringen, som har godt 415.000 kroner i præmiepuljen og huser flere top-30 hold.
I den forbindelse har Dust2.dk taget fat i de holdenes ingame leader for at høre nærmere om det forestående danskerbrag.
Kampen skydes i gang klokken 15:00 og kan følges i bunden af artiklen.
Ny IGL føler sig sikker på sejr: "Jeg har et godt tag på dem"
Tricked slog Copenhagen Flames i turneringens gruppespil, da holdene mødtes i en tæt åbningskamp. Flames tog nemlig sejren med hele 16-5 på første map, mens tredje map blev afgjort i 30. runde, hvor Tricked altså kom først til de 16 og løb med en snæver 2-1 sejr.
Tricked har for blot tre uger siden fået ny ingame leader i form af zyp, som blev hentet ind fra Alpha til at erstatte sycrone. Trods den begrænsede tid er zyp ikke bekymret for endnu en gang at møde de københavnske flammer, som han har nedlagt af flere omgange.
Nu er det ved at være et stykke tid siden, at jeg sidst tabte til Flames. Jeg slog dem som standin med Lyngby, slog dem i Alpha og har slået dem med Tricked nu. Jeg føler, jeg har et godt tag på dem, så jeg er ret sikker på endnu en sejr, fortæller zyp til Dust2.dk forud for dagens kamp.
De to hold kender hinanden rigtig godt, og selvom ingame leaderen føler sig sikker på en sejr, anerkender han, at det er et hårdt felt, hvor man også skal ramme dagen og have den mentale overhånd, når den står på danskerbrag.
Alle hold i 2-2 bracket er gode hold, så alle kampe ville handle om at ramme dagen, for ellers taber man. Det giver lidt flere mindgames, når man har mødt hinanden før og kender hinanden, men det er også det, fortæller ingame leaderen og knytter en kommentar til danskerbraget mod flammerne:
Det er da lidt federe at slå dem ud, end at de skulle tabe til et af de andre hold. Med det sagt havde jeg hellere set os begge videre, da det ville være nice for dansk CS!
Flammerne med chance for revanche
Nederlaget i åbningskampen betyder samtidig at Copenhagen Flames nu får mulighed for revanche mod vaskebjørnene, og her agter flammerne at vise et godt niveau.
Jeg føler vores chancer er gode. Vi er først lige begyndt at spille officielle med det her hold, så der var lige en lille tilvænningsfase her i starten. Vi er ved at finde vores fodfæste, og jeg tror på, vi snart viser et godt niveau, melder ingame leader hos Copenhagen Flames, AcilioN.
I start-januar præsenterede Copenhagen Flames to nye spillere, da maNkz og Nodios vendte tilbage til organisationen efter et ophold i x6tence.
Ingame leader AcilioN beretter, at holdet stadig under udvikling, hvorfor fokus ligger på deres eget spil, når de går ind til danskerbraget.
Jeg føler ikke rigtig, det betyder noget, hvem vi møder. Vi er som sagt i gang med at udvikle os, så vi skal bare ind og spille vores eget spil og fokusere på de ting, som vi har snakket om.
Her på det sidste har vi lavet mange af de samme fejl, som vi har snakket om i løbet af tuneringen, så man kan godt tage den her kamp mod Tricked som en slags generalprøve. Så vi kan se, om der sker fremskridt!
Ét hold går videre
Vinderen kvalificerer sig som bekendt til den vigtige Snow Sweet Snow-turnering, hvor top-30 hold såsom SAW, Movistar Riders, Sinners og MIBR også dyster.
I alt 20 hold kæmper med om turneringens præmiepulje på 415.000 kroner, mens der også er vigtige point til verdensranglisten at hente.
Udover en plads i Snow Sweet Snow 2 kan vinderen af dagens opgør også glæde sig over små 18.000 kroner, mens taberen tildeles 6.000 danske kroner.























