gla1ve ser ingen grund til panik efter Astralis' 16-1-nederlag på dust2 i gruppefinalen mod Spirit i søndags.

gla1ve nedtoner ydmygelse: "Vi har set ret solide ud"

Forud for slutspillet til IEM Katowice har den danske IGL sat et par ord på nederlaget til Spirit i gruppefinalen i søndags.

Astralis tabte søndagens gruppefinale til Spirit og må dermed starte slutspillet i kvartfinalen. Særligt sidste map vil blive husket, for her smadrede Spirit det danske hold med hele 16-1.

På et pressemøde forud for fredagens slutspil satte ingame leaderen for Astralis, ifølge HLTV, også et par ord på skuffelsen.

Alle var sådan 'Hvad skete der lige der?'. Jeg tror, vi kun har tabt sådan der én gang før, og det er længe siden. Det er ikke noget, der kendetegner os, fortalte gla1ve på pressemødet.

På pressemødet blev der også spurgt ind til, om Astralis havde undervurderet Spirit, eller om de var tændte nok, eftersom de var kvalificerede til slutspillet, men det afviste gla1ve.

Jeg vil ikke sige, vi undervurderede Spirit eller ikke tog kampen seriøst. Spirit spillede virkelig godt, og det gjorde vi ikke. Jeg tror, et par runder kunne have vendt det hele, og det kunne meget nemt have endt i en 2-0-sejr til os, hvis vi havde lukket kampen på Train, sagde han.

Selv om ydmygelsen var til at tage og føle på, så er det dog ikke noget, der får Astralis til at ændre drastisk i deres taktik på serveren, fastslår IGL'en. Faktisk har holdet set solide ud, mener han.

Jeg synes ikke, vi skal ændre meget, fordi overordnet set synes jeg, vi har set ret solide ud. Vi så ret gode ud som hold mod EG og mousesports, så jeg forventer, vi får en god kamp mod Virtus.pro og måske endda går hele vejen, lød det fra gla1ve.

Med nederlaget til Spirit må Astralis dermed i kvartfinalen, inden en eventuel plads i semifinalen kan komme på tale. Den kvartfinale spilles fredag aften, hvor Virtus.pro venter.

Netop Virtus.pro er ligesom Spirit - og tre andre af de tilbageværende hold i turneringen - også et hold fra CIS-regionen. Og de har en fællesnævner, mener gla1ve. Derfor vil Astralis bruge den læring, der trods alt er i kampen mod Spirit til at lave nogle justeringer.

Alle de her CIS-hold er virkelig aggresive. De tager meget map-kontrol hele tiden, både på T-siden og CT-siden. Vi bliver nødt til at kæmpe lidt mere for det, og jeg tror vi kommer til at lave et par ændringer i vores spil, bruge en smule mere utility i starten af runderne i stedet for at gemme dem. Vi arbejder på det. Lad os se, om det virker, lød det fra gla1ve.

Kvartfinalen mod Virtus.pro spilles klokken 18.30 fredag.

Astralis består af følgende spillere:

  • Danmark gla1ve
  • Danmark device
  • Danmark dupreeh
  • Danmark Xyp9x
  • Danmark Magisk
  • Danmark Bubzkji
#1(Med 1 svar)
25. februar 2021 kl. 17:16
DH_JanLund
Jeg tror stadigvæk at Bubzkji spillestil vil være et godt modtrak mod de offensive CIS hold. Forstår ikke de ikke engang prøver...
#2(Med 0 svar)
26. februar 2021 kl. 10:31
Bestiarium
Helt enig. Særligt i en kamp som den mod Spirit, hvor man kunne prøve ham af i en betydende kamp, som så alligevel ikke havde særlig stor betydning. Det var trods alt kun et spørgsmål om at gå direkte i semi eller om de skulle via en kvartfinale.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.