
Heroic elimineret
Heroic er netop blevet elimineret i IEM Katowice 2021 af russiske Gambit, der snuppede en 2-1-sejr i gruppens lowerbracket.
Danskerne ender dermed på en 9-12.-plads i en af årets største turneringer.
Heroic skød sig ellers i front efter en dominerende CT-side på seriens første map, Overpass, hvor stillingen lød på 11-4 til danskerne ved sideskiftet. Herefter diskede Gambit dog op med seks sammenhængende runder og et begyndt comeback, der blev slået ned, da Heroic gjorde krav på første map.
Dernæst stod den på cadiaN og kompagnis eget map valg, Inferno, hvor Gambit kom klart bedst fra start, da de tog en 12-3-føring, som de nær smed som følge af et dansk comeback. Russerne opnåede først matchpoint i 27. runde og lukkede mappet på et hængende hår 16-14.
På Mirage skød Gambit sig igen til en 12-3-føring og lagde pres på danskerne, som denne gang ikke formåede at lukke ned for sh1ro, der slukkede den danske drøm i en 1v1 mod stavn.

Gambit, der er rangeret som verdens nummer 19, skal op imod vinderen af Evil Geniuses og G2, der løber sammen i lowerbracket om ganske kort tid. Her bliver taberen elimineret på lige fod med Heroic.





































