
Legende sender stjerner ud af BLAST Premier Spring Groups
FaZe bankede Liquid for anden gang på få dage, da især olofmeister var brandvarm.
Den svenske legende viste i sandhed, hvorfor han førhen er blevet kåret til verdens bedste spiller, da han genfandt det høje niveau fra tidligere år og dominerede på især første bane.
Nuke måtte nemlig ud i tre gange overtid, men også her var den tidligere fnatic-stjerne på plettet med en masse kills. Alene på første bane formåede olofmeister at skyde Liquid-spillerne hele 38 gange, hvilket var med til at sikre ham en imponerende rating på 1.40, mens det også var med til at give FaZe sejren på første map.
Også på andet map var det den svenske legende, som viste sig frem fra sin bedste side. En halvsløv start blev nemlig til endnu en magtdemonstration fra 29-årige olofmeister, som igen var den bedste spiller hos FaZe.
Det internationale mandskab trak Liquid rundt i manegen gennem hele kampen, som også var hurtigt overstået. olofmeister præsterede igen at skyde mange, og her sluttede han med hele 19 kills og en rating på 1.57, hvilket blev for meget for Liquid, som tabte 6-16.

Med sejren er FaZe sikret en plads i BLAST Premier Spring Final, mens Liquid må en tur gennem Showdown.
Lidt senere går det dog løs igen i turneringen, når NaVi møder FaZe i den afgørende kamp i turneringen, og her skal førstepladsen i gruppe C altså findes.






































