
Del af Lyngbys hollandske duo: "Jeg ser meget potentiale i det her hold"
Lyngby Vikings har siden tilgangen af NaToSaphiX, rilax og FASHR skudt sig højere og højere op på ranglisten og er lige nu nummer 33 i verden. Det er den højeste placering, holdet nogensinde har haft.
Desuden er holdet efter seks kampe fortsat ubesejret i Elgiganten Ligaen og indtager en delt førsteplads med Tricked.
En af holdets nye spillere er 22-årige rilax. Han har aldrig tidligere spillet med danskere pånær et par FPL-C kampe med raalz. Og det var netop raalz, der spillede en afgørende rolle, da rilax i midten af januar joinede Lyngby-mandskabet.
Jeg blev kontaktet af raalz, der ville høre, hvad min nuværende holdsituation var, og hvad mine planer var for den kommende ESEA-sæson osv., fortæller rilax og uddyber, at planen oprindeligt var et helt andet setup, end det vi ser på serveren for tiden. Her skulle Lyngby Vikings nemlig bestå af raalz, birdfromsky, jL, Fessor og altså rilax.
Jeg sagde ja, eftersom jeg ikke havde et hold på det tidspunkt og ledte efter noget. Den oprindelige plan med jL og Fessor gik ikke, som vi ville, og jeg ville gerne spille med FASHR, så jeg fortalte bird og raalz om ham, og vi besluttede at prøve det af. Vi manglede dog stadig en AWP’er, og efter lidt tid kom vi i tanke om, NaToSaphiX som den bedste mulighed, og det hele løste sig.
Hvorfor endte du med at sige ja?
Jeg havde en følelse af, at vi kunne blive et rigtig godt hold, hvis vi også havde NaToSaphiX med, og vi prøvede at pracce en dag. Det hele gik rigtig godt og føltes godt fra starten. Desuden passer vores ingame-roller perfekt sammen.
Tidligere i karrieren har rilax tørnet ud for blandt andre LowLandLions og Valhalla. Begge hold har desuden også haft FASHR på holdkortet, og de to hollændere er altså atter genforenet på et Lyngby-hold, som rilax ser stort potentiale i.
Jeg er rigtig glad for mine holdkammerater. FASHR har jeg kendt i et stykke tid nu, og han er den holdkammerat, jeg har haft længst tid i de spil, jeg har spillet. birdfromsky er en god IGL, og han forstår spillet godt. Han har unikke idéer til måder at spille runderne på, og det er vigtigt at have en uforudsigelig spillestil som hold. raalz er en god riffel-spiller og teamplayer med god erfaring i spillet. NaToSaphiX er en god AWP’er med erfaring fra tier1 CS, så jeg føler, jeg kan lære meget fra ham, fortæller rilax.
Selv om Lyngby Vikings' lineup i begyndelsen af året blev sat til salg, så har der siden udskiftningen været rigeligt at glæde sig over i Lyngby-lejren. rilax var godt klar over holdets situation, da han sagde ja til at tørne ud for vikingerne, og lige for nu har han ikke planer om at smutte videre.
Ser du dig selv blive hos Lyngby?
Absolut. Vores ambitioner som hold er at nå det højest mulige niveau i CS. På den korte bane vil vi gerne komme i top 30 og blive ved med at spille turneringer. Mine egne ambitioner er at blive bedre - både som spiller og med holdet - så meget og så hurtigt som muligt. Jeg ser meget potentiale i det her hold.
Lyngby Vikings møder mandag aften Alpha klokken 19:00 og AaB klokken 22:00.
Holdet består af følgende spillere:
raalz
birdfromsky
NaToSaphix
FASHR
rilax