
Talent tager endnu en turnering for brasilianere
honda fik sin ilddåb, da FURIA skød året i gang til BLAST Premier Global Final i sidste uge. Men trods gode takter fra ham og FURIA, blev de alligevel sendt ud af turneringen efter to kampe.
Nu skal honda igen i kamp for FURIA, når de mandag tager hul på cs_summit 7, hvor første modstander er Cloud9.
Årsagen er den samme som til BLAST-turneringen, hvor junior havde problemer med passet, hvorfor det unge brasilianske håb endnu engang må træde til.
I sin første kamp mod et hold fra verdenstoppen, G2, lagde han stærkt fra land og leverede to aces i løbet af de første fire runder.
Selv om debuten var bemærkelsesværdig faldt han dog igennem og opnåede en rating på 0,80 efter de to kampe. FURIA endte på en delt sidsteplads i turneringen, hvor NaVi gik hele vejen.
Nu får brasilianerne dog endnu en mulighed for at vise deres værd, når cs_summit 7 begynder. Her er der en præmiepulje på over 1,2 millioner kroner, og vi giver dig her overblikket over, hvad du skal holde øje med.
Følg honda og resten af FURIA-mandskabet, der krydser klinger med Cloud9 klokken 21, på streamen herunder:



















