
ESEA annoncerer ændringer
Den nye sæson af ESEA er lige om hjørnet, og forud for årets første kampe har ESEA annonceret ændringer.
Først og fremmest bliver antallet af sæsoner hævet, så der i år kommer til være fire mod de tre, der normalt bliver spillet på et kalenderår. Ydermere bliver præmiepengene også hævet.
Dermed er der nu 100.000 dollars på spil, som skal deles mellem top 8 fra Europa og Nordamerika i ESEA Premier - det der tidligere hed MDL.
Desuden bliver vejen til ESL Pro League også mere overskuelig. For vinder et hold en af de fire ESEA Premier-sæsoner, er de automatisk sikret en plads i den næstkommende ESL Pro League sæson.
På den måde er det dermed sikkert, at hver ESL Pro League sæson har fire deltagende hold fra den foregående ESEA Premier-sæson, fordelt med to hold fra den europæiske ESEA Premier og to hold fra den nordamerikanske.
Vi har indset – og vi har hørt det fra mange af holdene, især i anden række – at det system, vi har kørt med indtil videre, ikke er godt nok. Mange af spillerne føler ikke, det kan betale sig at spille i MDL (ESEA Premier) og kan ikke se vejen til at blive professionel. Især ikke efter de ændringer vi introducerede i ESL Pro League sidste år. Vejen var der stadig, men den var hverken lige så let eller god for dem, som den tidligere var, udtaler Brian Krämer, der er ESL’s daglige leder for CS:GO, til HLTV.
I forbindelse med det øgede antal sæsoner på et år sløjfes træningssæsonen også. Dermed ser det foreløbigt ud til, at ESEA’s sæsoner i år kommer til at være som følger:
- Sæson 36: Januar - April
- Sæson 37: Maj - Juli
- Sæson 38: August - Oktober
- Sæson 39: Oktober – December

















