
Året der gik: Racisme, opkast og beskyldninger
Maj måned bød på en masse udskiftninger på den danske Counter-Strike-scene, mens juni skulle vise sig at være en del mere dramatisk.
Måneden var nemlig blandt andet præget af racistiske udtalelser, beskyldninger om snyd samt en dansk stjernespillers stresssymptomer.
Racistiske udtalelser fik konsekvens
fer kom i modvind, da han i løbet af en stream-session blev så provokeret af en seer i chatten, at han slyngede om sig med racistiske udtalelser.
Her spurgte den brasilianske stjerne blandt andet seeren, om vedkommende var ked af det på grund af sit dårlige hår, hvorefter fer roste sit eget glatte og bløde hår.
Udtalelsen virkede ikke nødvendigvis direkte racistisk, men i nogle dele af verden, heriblandt i Brasilien, bruges kommentarer om dårligt hår til at diskriminere personer af afrikansk oprindelse.
fers daværende hold, MIBR, valgte at straffe den brasilianske stjerne med en bøde for de racistiske udtalelser. Organisationen skrev ligeledes på Twitter, at de ikke støttede racisme, og sluttede deres tweet med at vise støtte til #BlackLivesMatter - en bevægelse, der fik øget fokus måneden forinden.
Beskyldninger om snyd
Dramaet på den brasilianske scene var dog ikke helt ovre. Senere på måneden blev MIBR nemlig besejret af Chaos i cs_summit 6-kvalifikationen, hvilket endte med at få et større efterspil.
Efter sejren kom den dengang blot 16-årige Chaos-spiller leaf i modvind, da flere brasilianske fans beskyldte ham for at snyde i kampen. Senere var selveste FalleN på banen med et tweet, hvor han beskyldte den unge amerikaner for "3 åbenlyse aimlocks".
FalleN trak dog senere i land, og skrev på Twitter, at de tre klip var mistænkelige, men at man ikke burde true leaf.
"Jeg kaster op efter hver turnering"
På den danske scene forholdt tingene sig lidt mere roligt. Dog kunne Astralis-stjernen device fortælle til TV 2 Sport, at han stadig er ramt af stresssymptomer, som han blev sygemeldt med tilbage i 2017.
I et interview med TV 2 Sport kunne han fortælle, at han efter hver eneste turnering, "har en dag eller halvanden, hvor jeg ligger og kaster op."
I den forbindelse kunne Astralis melde ud, at de ville forsøge at hjælpe spillerne med disse problemer, blandt andet ved at udvide holdkortet, så spillerne kunne få en pause, når de havde behov for det.
I måneden forinden havde holdet netop annonceret, at Xyp9x ville tage en længere pause for at genoplade. Som følge af dette hentede holdet ganske kortvarigt Snappi, ligesom også JUGi blev tilføjet til holdkortet.
























