Nye North-spillere leverer varen
Astralis og North lever fortsat i DreamHack Masters Winter, efter begge hold sejrede i gruppens lowerbracket.
Astralis stødte sammen med de evige rivaler fra Liquid, der har problemer med at ramme de tidligere takter, som engang gjorde Liquid til verdens bedste hold.
Første map blev en meget tæt affære, hvor især Xyp9x havde flere vigtige aktioner, som sikrede Astralis sejren. På andet map var der derimod ikke tvivl om udfaldet, da danskerne vandt uden problemer.
For North bød kampen i gruppe B på en mere overkommelig modstander, da Nemiga ventede.
Anført af en storspillende gade kørte North Nemiga fuldstændig over på første map, men det hviderussiske hold rejste sig efter afklapsningen og vandt andet map 16-11.
På Nuke, som var tredje map, spillede North en rigtig god T-side, og så var det kun et spørgsmål om tid, før det danske hold ville køre sejren i hus på CT-siden.
Begge danske hold er nu videre til næste runde i gruppespillet, hvorfra vinderne er klar til slutspillet, mens taberne ryger ud af turneringen. Astralis møder G2 eller FURIA, mens North støder sammen med GODSENT eller mousesports.