Perfecto er testet positiv for coronavirus
Coronavirus har gjort sit indtog på CS:GO scenen, bedst illustreret ved aflyste events og turneringer flyttet fra LAN til online, men nu er en spiller også blevet ramt.
Det er Perfecto fra NaVi, der, efter at have haft det skidt i flere dage, i går fik svar på testen. Det svar var positivt.
NaVi skulle samme dag møde forZe i IEM New York i CIS-regionen, men den kamp blev udskudt grundet Perfectos situation, og det fik flere fra forZe-lejren til tasterne.
De mener nemlig, at NaVi får særbehandling, for ifølge reglerne skal holdene ved sygdom finde en stand-in, og det fik både xsepower og Jerry til at brokke sig over ESL's håndtering af sagen.
Ulrich Schulze, der sidder i en ledende stilling hos ESL, var efterfølgende ude og forsvare beslutningen med argumentet om, at coronavirus er meget alvorligt, og at virussen også kan påvirke Perfectos holdkammerater.
Kampen er flyttet til i morgen, men det står endnu ikke klart, om Perfecto kommer til at spille, eller om NaVi gør brug af en stand-in.