
MAD Lions blev kastet for løverne
De besøgende i Sevillas virtuelle zoologisk have var vidne til noget af et opgør i dag, da to forskellige løveflokke, North og MAD Lions, blev lukket ind i samme bur.
De to flokke løb først sammen omkring en masse rør, hvor førerhunden spidsede sine løvers kløer, så de var klar til den intense kamp, der kun var første skridt på vejen mod at overtage territoriet i Spanien.
Løverne fra nord bed fra sig, men til sidst måtte de trække sig og lade MAD Lions vinde det første slag, som dog ikke var det sidste.
Efter en kort lur vågnede de to flokke op igen, og MAD Lions gik til angreb på den støvfyldte og tørkeramte savanne.
De ville gøre det hurtigt af med North-flokken, og det blev en meget tæt og blodig kamp, men selvom acoR bed fra sig i en grad, så forældrene måtte holde børnene for øjnene, var cajunb og Kjaerbye vågnet op til dåd, og HUNDEN måtte til sidst trække sin flok tilbage.

Efter at have slikket sårene, kravlede North op på burets højeste punkt til det sidste slag i ægte Løvernes Konge stil, som da Mufasa og Scar sloges på klippen.
Norths førerhan blev skubbet ud over kanten og holdt kun lige akkurat fast med det yderste af kløerne, inden resten af flokken tog hævn og sendte MAD Lions-flokken til tælling.
acoR var MAD Lions' sidste håb, men han blev på brutal vis nedlagt og skubbet ned sammen med resten af MAD Lions.

North er derfor videre til finalen ved DreamHack Open Sevilla, hvor de klokken 18:00 møder vinderen mellem CR4ZY og GODSENT.