
Danskere med god debut under den nye fane
Tidligere i dag præsenterede MAD Lions de tidligere Tricked-spillere, og allerede nu har holdet vundet sin første kamp under den nye fane.
MAD Lions er nemlig i Spanien for at deltage i DreamHack Open Sevilla, hvor præmiepuljen lyder på 671.000 kroner, og her er danskerne havnet i Gruppe B sammen med GODSENT, Illuminar og Gambit Youngsters.
Danskernes første kamp bød på et opgør mod Gambit Youngsters, som MAD Lions var store favoritter i, og det gik da også, som mange havde forventet.
Efter en 10-5 føring som T på Dust2 slæbte HUNDEN og resten af flokken byttet hjem i hulen, da de uden problemer vandt de seks nødvendige CT-runder.

Begge danske hold er dermed videre til vinderkampene i deres respektive grupper, da North slog BIG tidligere på dagen.
Næste kamp er Norths vinderkamp mod CR4ZY, mens MAD Lions møder Illuminar, der meget overraskende slog GODSENT tidligere i dag. Vinderne af dagens to sidste kampe er videre til hver deres semifinale på søndag.