
Medie: Den næste Major afholdes i Brasilien
Du skal på noget af en rejse, hvis du vil se den næste Major live i arenaen, da den ifølge mediet DBLTAP og den normalt så velinformerede journalist DeKay bliver afholdt i Brasilien.
Det skriver mediet baseret på viden fra anonyme kilder.
Det er ifølge DBLTAP ESL, som får æren af at arrangere den 16. CS:GO Major, der ud fra mediets viden bliver afholdt i Brasiliens næststørste by Rio de Janeiro og får navnet ESL One Rio Major.
Det bliver samtidig ESL's 7. CS:GO Major.
Selvom det endnu ikke er bekræftet, at den næste Major afholdes i Brasilien, har danske device allerede udtrykt stor begejstring for valget af lokation.
Datoerne for den næste Major er allerede offentliggjort, og den bliver spillet fra den 11. til 24. maj næste år, hvilket formentlig sker i Brasilien. Vi må dog vente lidt endnu med at få det bekræftet fra officielt hold.