
Medie: Aleksib afviste Complexitys store milliontilbud
Aleksib sidder lige nu på bænken i ENCE, men han kunne angiveligt være i USA som aktiv spiller og IGL i Complexity, hvis han havde sagt ja til den amerikanske organisations milliontilbud.
Det oftest velinformerede medie skriver, at Complexitys direktør Jason Lake var i Finland for at holde et møde med Aleksib, hvor han blev tilbudt en aftale til en værdi af omkring 6,8 millioner kroner over to år.
Hvis Aleksib havde taget imod tilbuddet var han formentlig rykket helt op i toppen af bedst betalte ingame leaders. Historien melder dog ikke noget om, hvor stor en del af beløbet der var løn.
Den 22-årige finske spiller følte sig ikke for fristet af millionerne, så han sagde pænt nej tak, da han ikke ønsker at flytte til USA.
Aleksibs afslag fik ifølge Dexertos oplysninger Complexity til at indstille sigtekornet på danske blameF, som for en uge siden blev præsenteret i den amerikanske organisation.