
Syman skal ikke skifte logo alligevel
Den 31. juli ramte Syman overskrifterne, da organisationen var blevet bedt om at skifte sit logo inden StarLadder Major, men nu vender Valve på en tallerken og giver Syman lov til at beholde det oprindelige logo.
Det skriver den CIS-baserede organisation selv på Twitter, hvor de takker Valve for at tage affære hurtigt.
Det er endnu uvist, hvordan problemet i første omgang opstod, da alle parter udover Syman har holdt sig offentlige udtalelser, men ifølge Syman skulle organisationens logo have lignet Immortals og GamersClubs for meget.
Syman blev derfor kontaktet af StarLadder og bedt om at skifte logo, men det var langt fra en beslutning, som organisationen var enig i, og derfor opfordrede de til dialog via Twitter, hvor de også smed de tre logoer op, så alle interesserede selv kunne vurdere ligheden.
Det har nu båret frugt, og Syman slipper derfor for at producere et nyt logo til Majoren, som starter den 23. august.
Valve, StarLadder, Immortals og GamersClub har stadig ikke udtalt sig offentligt om sagen, der nu må anses for at være lukket.




















