Svensk esport forsøger at råbe politikerne op: "Det er op til jer"
Først blev verdensmesterskabet i Dota 2, The International 10, flyttet fra Sverige, og nu ser også CS:GO majoren i Stockholm ud til at blive flyttet.
Det kom frem tirsdag, hvor arrangøren af majoren afslørede, at beslutningen om at flytte turneringen til et andet land kan blive truffet når som helst.
Det der tegnede til at blive et stort år for svensk esport ligner i stedet en total fadæse.
Men det vil flere store svenske aktører lave om på.
I et åbent brev forsøger de at råbe blandt andre indenrigsministeren og kulturministeren op under overskriften 'The International var et wakeupcall - Lad ikke CS:GO majoren blive en skuffelse'.
I brevet fremgår det blandt andet, at PGL, der arrangerer majoren, senest fredag den 16. juli skal bruge et svar på, om Sverige lemper indrejsereglerne. I skrivende stund gør Sveriges indrejseregler det nemlig svært for borgere udenfor EU at få indrejsetilladelse.
Ergo vil mange spillere blive ramt.
Hvis PGL ikke får en garanti inden fredag, bliver majoren flyttet til et andet land, står der i brevet.
Aktørerne skriver ligeledes, at både det svenske esportsforbund og det svenske sportsforbund er enige om, at esport er en del af sport, men politiet mener, at der mangler et formelt medlemskab, før CS:GO-spillere kan få samme rettigheder som sportsudøvere.
Brevet adresserer, at det nu ene og alene er op til politikerne at tilføje en undtagelse i den lovtekst, som giver sportsudøvere indrejsetilladelse, således at det også dækker esport.
Brevet er sendt på vegne af blandt andre Svenska E-sportförbundet, NIP, Alliance, GODSENT og Esport United. Hele brevet, der er på svensk, kan læses her.