
Maccen fuldender Lyngby Vikings' holdkort
Lyngby Vikings fuldender holdkortet med tilføjelsen af den tidligere Aalborg Rebels- og Atlando-spiller Maccen.
Det skriver Lyngby Vikings selv til Dust2.dk samt på deres hjemmeside.
Fristen for at registrere spillere til Elgiganten Ligaen Sæson 15 var i går kl. 12:00, og som følge har holdet annonceret deres nye femtemand, som fylder pladsen efterladt af Typos, der var en del af mandskabet i blot én måned.
Typos' ophold blev en kort fornøjelse, da det viste sig, at spilleren ikke passede ind på holdet. Men nu mener holdets in game leader, birdfromsky, at de har fundet hvad de søger i Maccen, som tilslutter sig holdet på kontrakt.
Vi kan mærke at tilføjelsen at 'Maccen' har været en god beslutning. Allerede i vores første officielle kampe ved den seneste IEM New York kvalifikation viste Mathias rigtig gode takter. Vi er helt klar over, at der selvfølgelig skal lægges masser af timer i træning og strategisk gennemgang, inden Mathias kommer ordentlig ind i vores strategier og måde at spille CS:GO på. Men allerede nu kan jeg, se at vi har fundet det vi har søgt, udtaler birdfromsky.
I den åbne IEM New York kvalifikation slog Lyngby Vikings både Aalborg Rebels og Budapest Five, hvor Maccen tog sig godt ud, før de faldt på målstregen til landsmændene fra x6tence.
Den 19-årige spiller bidrager i følge Jeppe Jensen, partner i organisationen Gamers Elite, som står bag holdet, med god energi og positivt til spillestilen og understreger dermed, at Lyngby Vikings har fundet den manglende brik.
Vi er glade for at kunne tilføje 'Maccen' til holdkortet, da han allerede bidrager med god energi til holdet. Mathias virker som en spiller, der kan udfylde sin rolle rigtig godt samt tilføje værdi til den måde, holdet ønsker at spille Counter-Strike på, udtaler Jeppe Jensen, partner i Gamers Elite.
Maccen og Lyngby Vikings kan ses i aktion på Elgiganten Ligaens første spilledag d. 31 august kl. 21:00, hvor de møder IGNITE.
Lyngby Vikings består nu af:
Birdfromsky
Twinx
Cabbi
raalz
Maccen
FeTiSh (coach)