
Auroras slutspilsplads koster kasakhisk caster håret
Auroras holdkaptajn, MAJ3R, har gjort sig bemærket ved PGL Astana 2026, men dog med en hårtrimmer i hånden og ikke med en spektakulær præstation på serveren.
Den 35-årige tyrkiske holdkaptajn barberede nemlig hovedet på en kasakhisk kommentator, efter at vedkommende tabte et væddemål om, at Aurora ikke ville kvalificere sig til slutspillet ved turneringen i Kasakhstans hovedstad.
Tyrkiske Aurora formåede at avancere til slutspillet i Astana med en samlet 3-2-score i swiss-gruppespillet. Den afgørende sejr kom mod The MongolZ i en af onsdagens tre 2-2-kampe, og kvalificeringen var dermed en realitet - til kommentatorens store fortrydelse.
Glæden var dog kortvarig for MAJ3R og Aurora. I slutspillet, der afvikles i Barys Arena, røg holdet allerede ud fredag morgen, da de tabte til MOUZ med 0-2 samlet i den første kvartfinale. En brat afslutning på turneringen, hvor de altså blev slået ud af slutspillet nærmest inden det var startet i arenaen.
Klippet af den dramatiske frisørsession er optaget på myskill_tops Twitch-kanal, der tilhører den kasakhiske turneringsarrangør MySkill, og senere delt på diverse X-profiler.
Turneringsarrangøren MySkill er velkendt på den lokale CS-scene og har blandt andet afholdt MySkill Pro League-turneringer på LAN i Astana, som er den samme by, hvor PGL Astana finder sted.
MySkill dækker dog ikke blot turneringer på Twitch for det kasakhiske publikum, men streamer og publicerer også indhold på YouTube, hvilket gør dem til en central stemme på den voksende kasakhiske CS-scene.
Se klippet her:





















