
NAVI afværger exit mod HOTU i Rio
NAVI holdt liv i deres turnering ved IEM Rio 2026 med en sikker 2-0-sejr over HOTU og er nu klar til lowerbracket-finalen i gruppe B.
Dermed er holdet kun én sejr fra at spille foran publikum i Farmasi Arena, hvor en plads i slutspillet er på spil mod vinderen af Aurora og B8.
På Dust2 kom NAVI stærkt fra start takket være Aleksibs forberedelse til kampen. HOTU viste dog kortvarig modstand, men forskellen i firepower blev tydeligere og tydeligere, som halvlegen skred frem.
Bagud 4-8 forsøgte det russiske hold et comeback på CT-siden og fik reduceret afstanden, men NAVI lukkede hurtigt kampen, da økonomien kom på plads og koncentrationen blev skærpet.
Selvom NAVI bragte sig foran stort på Ancient, nægtede HOTU at give op og fik kæmpet sig tilbage til 10-9. Spændingen blev dog kortvarig, da NAVI strammede grebet i slutfasen og lukkede kampen med tre runder i træk.
Sejren sender NAVI videre med momentum, men der venter stadig en afgørende kamp, før en plads i slutspillet er sikret.
Aurora slår B8
Det tyrkiske mandskab Aurora skal nu møde NAVI i afgørende kamp om plads i arenaen.
Aurora er kun én sejr fra slutspillet ved IEM Rio efter en overbevisende 2-0-sejr over B8, som endte med cifrene 13-7 og 13-6 på Mirage og Overpass.
Resultatet betyder, at det tyrkiske hold nu står foran en afgørende kamp mod NAVI senere onsdag aften, hvor en plads i arenaen er på spil. Historikken er dog imod Aurora, som har tabt deres seneste seks indbyrdes opgør mod NAVI.
Serien begyndte på Mirage, hvor B8 formåede at holde sig inde i kampen i første halvleg takket være flere clutch-situationer. Efter sideskiftet ændrede kampbilledet sig dog markant, da Aurora tog fuld kontrol.
Her var det især XANTARES, der gjorde forskellen. Den erfarne stjernespiller førte an på T-siden med sin AK-47 og med en imponerende rating på 1,90 var han en konstant trussel mod B8’s forsvar.
Overpass var en lige så sikker sejr for Aurora, da B8 aldrig for alvor kom tæt nok på til at udfordre det tyrkiske mandskab og til sidst røg ud af turneringen efter en tam t side, hvor det blev til én sølle runde.
Med sejren har Aurora sat sig selv i en stærk position, men den største test venter mod NAVI i kampen om en plads i slutspillet.






























