
Anlelele: "Det ville være en katastrofe at gå herfra uden trofæet"
Dust2.dk har talt med den 25-årige ECSTATIC-spiller Anlelele forud forud for lørdagens LAN-slutspil i POWER Ligaen Sæson 31, som skydes i gang lørdag formiddag klokken 11.
Anlelele og ECSTATIC er havnet i gruppe A sammen med Sashi, MASONIC og Prestige, hvor de åbner mod Prestige i en BO1-kamp.
ECSTATIC er på forhånd klare favoritter til at løbe med det hele i den 31. udgave af POWER Ligaen, og da vi talte med Anlelele var det også tydeligt, at han og ECSTATIC selv ser sig som favorit til at løfte trofæet.
Vores forventning er helt klart at vinde det hele. Der er ingen tvivl om, at det ville være en katastrofe, hvis vi ikke gik herfra med trofæet, siger han.
Ambitionerne er store, men Anlelele peger på, at den største konkurrent ofte er holdet selv.
Hvem ser I som jeres største konkurrent til POWER Liga-trofæet?
Os selv. Ellers må det være Sashi eller Tricked, tilføjer han.
VRS-point på højkant
Udover æren står der også VRS-point på spil ved LAN-slutspillet i POWER Ligaen Sæson 31, og det faktum, at LAN-resultater tæller ekstra, gør det til et vigtigt parameter for holdet.
Som det hold, der ligger højest på ranglisten af de otte hold, der deltager her (ved LAN-slutspillet i POWER Ligaen, red.), vil det gøre rigtig ondt at tabe til et hold, der har ingen eller få point. Hvor meget fylder VRS-overvejelserne?
Det er umuligt at planlægge, hvor mange LAN-sejre man har, når man skal tage beslutninger om, hvad man spiller. Mange hold ville afmelde sig turneringer løbende, hvis man kunne planlægge det ud fra placering, hvem der spiller, og hvor mange LAN-sejre man mangler.
Vi er f.eks. maxed ud på 7/10 LAN-kampe, så vi burde hente point til andre LANs, men det er svært at spå om. Med den mængde LANs, der popper op nu, kan man dog have lidt mere is i maven og tilmelde sig ting lidt senere.
Anlelele understreger samtidig, at selvom POWER Ligaen denne måned ikke er den højeste prioritet for point, er det vigtigt for holdet at møde op som favoritter og bevise, hvorfor de har status som et af landets bedste hold.
Så man kan sige, vores overvejelser var mere, sørg for at vi har nogle LANs, der kan give os de 10 "recent wins" til hver måneds rangliste. Denne måned er POWER Ligaen lidt mindre vigtig, men vi er nødt til at turde tage til et event som dette som klare favoritter og så også bevise, at vi er det af en grund, tilføjer han.
Danmarks nummer to
ECSTATIC er det næstbedst placerede danske hold på VRS efter Astralis, og derudover ligger de nummer to på den danske POWER Ranking - også lige efter Astralis.
Den position ønsker de at cementere, men Anlelele erkender samtidig også, at der stadig er plads til forbedring.
Vi havde ikke vores bedste turnering ved Copemnhagen Gaming Week Showdown, men vi har arbejdet hårdt på at få fikset en masse af de ting, vi gjorde forkert, hvilket har gjort, at vi har rykket os en del som hold og haft nogle okay resultater online og på LAN ved Parke Challenger Championship Season 1.
POWER Ligaens LAN er endnu en chance for os for at cementere os som Danmarks nummer to, without question, siger han.
Åbningskampen mod Prestige
I første runde møder ECSTATIC som nævnt Prestige, som Anlelele og co. også mødte i grundspillet. Her vandt ECSTATIC 13-11 og 13-8 på Ancient og Nuke.
Lørdag møder de hinanden i en BO1, i stedet for en BO3, som det var i grundspillet. Anlelele er klar i mælet om udfordringen.
Prestige har lavet mange udskiftninger og spiller som et mix-hold til LAN-slutspillet, hvilket ikke altid er det nemmeste at forberede mod.
Vi regner dog ikke med, at det bliver lige så tæt som første map blev sidst, fortæller han afslutningsvis.
Som tidligere nævnt, bliver mødet mellem ECSTATIC og Prestige - ligesom de tre andre åbningskampe - skudt i gang klokken 11:00. MASONIC og Sashi tørner sammen i den anden åbningskamp i gruppe A.
I gruppe B finder man Fortress, AaB, Tricked og mixholdet struggletony. Fortress åbner turneringen med en kamp mod AaB, mens Tricked samtidig tager imod struggletony.
Forud for LAN-slutspillet har Dust2.dk også talt med Fortress-spilleren As_K om forventningerne til weekenden. Det interview kan findes herunder.

























