
Prestige afholder igen egen turnering - åbner dialog om struktur og datoer
Sidste sommer afholdte organisationen Prestige Esport, som står bag POWER Liga-holdet Prestige og CEPTER 1. Division A-holdet Prestige Academy, deres egen Counter-Strike-turnering.
Turneringen, som gik under navnet Prestige Cup, blev betegnet som en stor succes af organisationen, og derfor vender den tilbage i år. Det annoncerede organisationens ejer, Uzii, natten til onsdag i et opslag på X.
Detaljerne omkring dette års Prestige Cup er dog endnu ikke helt på plads, og organisationen efterspørger også forslag til format, struktur og afviklingstidspunkt.
For det første er de åbne for dialog om turneringsformatet, hvor de opstiller to scenarier - ét med otte hold og gruppespil og ét med 16 hold og et single-elimination-bracket.
Derudover åbner de også for dialog om, hvornår turneringen skal afholdes. Sidste år blev den spillet midt om sommeren, hvilket gav en del udfordringer, og derfor spørger de nu, om den skal afvikles på et andet - eller samme - tidspunkt i år.
Til sidst rejser de spørgsmålet om deltagergebyret: Skal det være højere for at give en større præmiepulje, eller skal det forblive på samme niveau som sidste år?
Sidste års turnering blev afviklet den 20. juli. Præmiepuljen var på 3.000 kroner, og det var daværende AaB Eclipse, der endte med at vinde turneringen.





















