
TOBIZ håber på snarligt Alkaren-retur: "De arbejder på at skaffe ham et visum"
Tirsdag blev HEROIC sendt til tælling ved PGL Cluj-Napoca 2026. Holdet, der tæller to danskere i form af kaptajnen Chr1zN og træneren TOBIZ, blev sendt ud af turneringen af G2.
HEROIC sluttede turneringen med en samlet 1-3-score i gruppespillet. De lagde ud med et nederlag til FaZe, hvorefter de også tabte til ukrainske B8, inden de på tredjedagen endelig fik en sejr og slog 3DMAX ud af turneringen.
De formåede dog ikke at følge op på sejren over franske 3DMAX, da de tirsdag skulle forsøge at spille sig videre til onsdagens 2-2-kampe. Her kom de til kort mod G2.
Efter nederlaget til G2 og den endelige exit fra PGL-turneringen i Cluj-Napoca tog HLTV.org en kort snak med TOBIZ.
Den danske træner var tydeligt skuffet og gav blandt andet udtryk for, at holdet kun var konkurrencedygtigt i to af de fire kampe. Han nævnte dog indledningsvis, at de ikke havde de store forventninger til turneringen.
Alt i alt synes jeg ikke, vi havde store forventninger her. Vi var klare underdogs inden turneringen, og det bliver en stor kontrast til næste uge, hvor vi skal til DraculaN, hvor vi vil være store favoritter. Vi fik nogle gode erfaringer, og det er stadig nyt for Chris (Chr1zN, red.) og også nyt for Tim (susp, red.) i denne sammenhæng, så jeg tror, vi fik det bedste ud af det. Jeg havde håbet på mere, og jeg føler, at vi kunne have gjort mere, men det er, som det er.
HEROIC måtte igen undvære deres kasakhiske AWP'er og måtte - for tredje turnering i træk - benytte den bænkede svensker yxngstxr som stand-in.
Ifølge TOBIZ var det også en medvirkende faktor til de nedtonede forventninger, og den danske træner håber snart at have sin kasakhiske AWP'er tilbage på holdet.
Forventningerne ændrer sig drastisk. Det er virkelig svært at spille uden en AWP'er, selvom Simon (yxngstxr, red.) gør et godt stykke arbejde. Hvor længe bliver Simon her egentlig?
Vi havde også trænet med Alkaren og susp, og de relationer blev bare smidt ud af vinduet, og så måtte vi få Simon tilbage i en ny rolle, hvor han også skal lære Chris og Tim at kende. Det har været en vanskelig start, som jeg sagde ved BLAST, men vi må bare få det bedste ud af situationen og så forhåbentlig en dag kommer Alim (Alkaren, red.) tilbage.
Alkaren er ikke med på grund af visum-problemer, og TOBIZ kunne afsløre, at selvom han ikke ved præcis, hvornår Alkaren vender tilbage på holdet, arbejder HEROIC bag kulisserne på at ordne et visum til ham.
HLTVs interview med TOBIZ kan læses eller høres her.





















