
Rygtebørsen starter med G2, NAVI og Spirit
Majoren er overstået, spillerne er gået på sommerferie, men det betyder også højsæson for andre personer i organisationerne.
Her tænkes på sportsdirektører og General Managers (GMs), der typisk står for at sammensætte hold, lave udskiftninger og transfers.
Perioden er derfor også højsæson for rygtebørsen, og her er den franske insider, tidligere professionelle spiller og holdejer KRL godt i gang.
I en stream på Twitch kom han ind på flere storhold og deres overvejelser. Streamen foregik på fransk, men reddit-brugeren Larenty har skrevet et resumé af flere interessante bider på engelsk, som vi her læner os op ad.
Tidligere i dag skrev vi om G2, der ser ud til at være på vej væk fra Snax og gerne vil overdrage IGL-rollen til huNter-. HLTV og neL mener, at xKacpersky er et varmt emne for G2 til at fylde holdkortet ud, men ifølge KRL havde organisationen andre planer til at starte med.
De var interesserede i NertZ fra Liquid, og den israelske spiller skulle også have været interesseret i at skifte til G2, men det var Liquid ikke meget for, da han er en af deres bedste spillere og har omtrent halvandet år tilbage af sin kontrakt med organisationen.
NAVI skulle være interesserede i at skifte både iM og jL ud, mener KRL. Det ville være oplagt at give et par af talenter fra NAVI Junior chancen, men det er ikke sådan ligetil, da den amerikanske organisation Cloud9 efter sigende skulle være interesserede i at hente hele akademiholdet, der har opnået stor succes i tier 2-scenen, blandt andet ved at vinde flere turneringer over hold som NIP, ENCE og ECSTATITC.
Sidst men ikke mindst vender KRL blikket mod Spirit. Majortrofæet fra Shanghai er en saga blot, og organisationen ser ud til at overveje at skifte to spillere. Den første erstatning ser ud til at være Perfecto, der har siddet på bænken eller stået uden hold i mere end et år nu. Hvem, der er i fare for at ryge ud i kulden hos Spirit, er uvist for KRL.
Det benægter OverDrive fra Spirit dog i skarpe vendinger.