
Efter turbulent start: MASONIC jagter revanche i Odense
MASONIC har spillet sig i finalerne i POWER Ligaen Sæson 29, der bliver afholdt i Storms Pakhus i Odense, lørdag d. 14. juni kl. 12:00. Her møder MASONIC, som sluttede på andenpladsen, Preasy X Volt i semifinalen.
MASONIC havde dog en sløv start på sæsonen, hvor de startede med at tabe de første tre kampe. De skiftede en spiller ud og så kom der ny energi på holdet og de fik rettet op på sæsonen siger Frøslev.
Vi kunne ikke rigtig få spillet til at glide, og efter lidt for meget modgang, kom der en dårlig energi på holdet, hvor vi hurtigt mistede troen. Det begyndte at vende, da vi fik FrekaFiskeNN med, fordi han kommer med en enorm mængde hype og energi og det har bare en virkelig god effekt på os alle sammen.
grumpyMonk blev udskiftet med FrekaFiskeNN efter de første to kampe, men blev først officielt bænket for nylig. MASONICs ejer, blaq, uddyber situationen:
Vi stod i en situation hvor vi ikke kunne være tilfredse med vores resultater og det “look” vi havde som hold og derfor vurderede jeg at vi var nødt til at handle. Her tænker jeg på starten af POWER Ligaens indeværende sæson, Level UP Lund og, GAMEBOX 2025. Her tilknyttede vi så Freka som ny mand til holdet, men det skulle alt sammen foregå midt i rosterlocks fra flere af de turneringer. Så, det var ikke hensigtsmæssigt at sætte grumpyMonk på bænken før både han og MASONIC var enige om hvad der skulle ske.
Mathias har taget det hele meget professionelt og var hele tiden indstillet på at det kunne være nødvendigt at hjælpe holdet.
FrekaFiskeNN har trådt til, når det gjaldt for MASONIC, og han spiller sæsonen ud for drengene i lilla, men situationen med holdkortet er ikke helt fastlagt endnu ifølge blaq.
Freka er en stabil spiller, med højt niveau og samtidigt er han en fantastisk teammate. Om han skal være en del af holdet fremover, kan jeg ikke uddybe på nuværende tidspunkt. Vi er bare utrolig glade for det positive bidrag han unægteligt har været i denne sæson.
blaq vurderer, at MASONIC har gode chancer til POWER Liga-finalerne i Odense på lørdag.
De møder Preasy X Volt kl. 12:00, som de gik 1-1 mod i grundspillet. Hvis de når finalen, venter Prestige, et hold, MASONIC har tabt til begge gange i sæsonen.
Jeg spår vores chancer for at være fornuftige. Vi har desværre været svingende i perioder af sæsonen men samtidigt har vi enormt højt niveau og spillere, som kan gå hen og gøre forskellen alene, på serveren. Personligt er jeg imponeret over Prestige og det må siges at de har sammensat et hold, og trænere, som får meget ud af hinanden.
Det har været en af de mest lige sæsoner nogensinde i POWER Ligaen, men niveauet er måske faldet lidt efter flere store hold valgte at træde ud af ligaen. Det er også Frøslevs indtryk, at sæsonen har været mere lige, men også at MASONIC selv har haft højere niveau.
Ligaen i år har på mange måder været meget mere jævnbyrdig uden nogle klare favoritter. Jeg synes ikke vi har rykket os markant i niveau, men vi har stadig taget nogle små skridt i den rigtige retning og i kombination med at konkurrencen er blevet svagere, har det også givet os bedre muligheder for at være med i den sjove ende. Til gengæld har vi stadig langt større ambitioner end det vi har vist hidtil og forhåbentlig kan vi vise den bedste udgave af os selv på LAN.
Se MASONIC mod Preasy X Volt og vinderen mod denne sæsons helt store overraskelse, Prestige, i finalen. Det hele foregår på Storms Pakhus i Odense på lørdag d.14 juni. Startskuddet mellem MASONIC og Preasy X Volt lyder kl 12.00.