
Preasys nye mand: “Forventningerne er, at vi vinder"
Siden december har Viggo været en del af Preasy, og overgangen fra Daystar har været glidende.
Han fortæller til Dust2.dk, at hverdagen i Preasy giver mere tid til CS, men det har også haft konsekvenser for hans skolegang:
Det har været en helt smooth overgang, der er ærligt ikke så meget forskel på måden begge hold fungerer.
Der er dog meget mere tid mellem spillerne på Preasy, hvor arbejde ikke er en ting, hvilket også går lidt ud over min skolegang, da drengene hos Preasy spiller alle de turneringer, de kan finde.
Ved siden af Counter-Strike går Viggo stadig i skole, hvilket har været en udfordring. Dog har han efterhånden fundet en balance mellem skole og de mange kampe.
Udenfor CS går jeg i skole på HF i Viborg. Det har været en hård start på skoleåret her i januar.
Vi skulle lige finde plads til både HLTV-kampe og min skole, men det ser ud til, at vi flasker en løsning her til fremtiden.
Men det er jo altid mentalt hårdt at gå i skole og spille fuldtid CS ved siden af, men med en god schedule klarer jeg mig fint.
Høje forventninger for POWER Ligaens sæson 28
At spille under en erfaren leder som AcilioN har haft stor betydning. Han forklarer, at han allerede har udviklet sig meget og forbedret sin spillestil under den tidligere major-spiller:
AcilioNs erfaring har lært mig rigtig meget på den korte tid, jeg har spillet i Preasy. På den tid har min spillestil ændret sig meget til det bedre, og jeg er blevet meget bedre individuelt.
Et af de store spørgsmål omkring Preasy har været deres situation med Patti. Her lægger Viggo ikke skjul på, at det kun er en midlertidig løsning, men en god en af slagsen:
Det er ikke permanent, men en rigtig god løsning som fast standin – så må vi se, hvad fremtiden bringer med ham.
Sidste sæson missede Preasy akkurat slutspillet i POWER Ligaen, men i denne sæson er målet klart. De vil ikke blot i playoffs – de vil vinde ligaen.
Vores forventninger er selvfølgelig høje. Jeg har planer om, at vi rammer slutspillet. Og efter de seneste resultater og gameplay føles det som en mulighed både at ramme playoffs, men eventuelt også vinde POWER Ligaen.
Viggos statistikker for Preasy
POWER Ligaen (6 maps)
0.89 gennemsnitlig rating
0.83 K/D
63.64% KAST
75.63 ADR
Seneste måned på HLTV (19 maps)
1.12 gennemsnitlig 2.1 rating
0.98 K/D
74.3% KAST
85.1 ADR
Mandag aften venter MASONIC
Preasy har haft succes i flere turneringer uden for POWER Ligaen, såsom European Pro League og Urban Contenders Sæson 3, hvor de slog CPH Wolves i finalen, men Viggo mener ikke nødvendigvis, at det direkte hjælper holdet i den hjemlige liga.
Vi ved godt, vi er gode, det er altid godt at få det anerkendt, men andre hold ser det måske som en trussel nu, hvor man før ikke helt vidste, hvordan vi ville klare det.
Senere i aften venter en vigtig kamp mod MASONIC. Det bliver MASONIC's fjerde kamp i træk mandag aften. De møder nemlig Hedensted X SERA, XI, ECSTATIC og til sidst Preasy.
På trods af deres modstanders gode form, er Viggo ikke i tvivl om, hvad forventningen er.
Forventningerne er, at vi vinder. Dog har MASONIC spillet godt her for tiden, selv efter Skejs ikke har spillet. Så jeg glæder mig til at spille mod det nye MASONIC-hold.
Kampen mellem Preasy og MASONIC, kl. 21:00, samt MASONIC mod ECSTATIC, fra kl. 20:00, kan ses på Dust2's stream herunder: