M0NESY SKAL ALLIGEVEL TIL BLAST
Det ser ud til, vi får G2 i stærkeste opstilling, når BLAST Premier Spring Final skydes i gang onsdag.
HooXi og co. får nemlig efter alt at dømme alligevel glæde af m0NESY, da den russiske superstjerne har fået sit visum godkendt og nu er på vej for at hente sit pas.
Det skriver m0NESY på sin Telegram tirsdag eftermiddag.
Jeg har fået mit visum, og jeg er på vej for at hente mit pas. Jeg håber virkelig, de vil give mig det, så jeg kan nå første kamp, skriver den 19-årige G2-stjerne.
G2 skrev ellers på X mandag, at m0NESY på grund af visumproblemer ikke rejste med holdet til London, hvor de onsdag skyder BLAST Premier Spring Final i gang mod Spirit.
I stedet skulle TaZ træde til, og dermed ville G2 for anden turnering i træk ikke stille med fuldt hold, da de til IEM Dallas måtte stille med Stewie2K i stedet for HooXi.