
Polsk marathonduel slår rekord: Fire gange overtid og over 150 runder
Det sker af og til, at CS-kampe trækker ud, når overtid og tætte dueller gør opgørene lange.
Og søndag aften blev der ifølge HLTV sat ny rekord for flest runder i en kamp, da de to polske mandskaber PGE Turow og ThunderFlash bragede sammen i finalen i den polske Esports League 2023 Split 2.
Her skulle der nemlig hele 173 runder til, før PGE Turow kunne løbe med sejren i bo5-finalen.
De to hold begyndte nemlig med en gang overtid på første map, Vertigo, inden de brugte samtlige 30 runder på de to efterfølgende maps.
På fjerde map, Anubis kunne ThunderFlash lukke kampen 3-1, men efter dobbelt overtid tog PGE Turow mappet 22-20, og vi skulle derfor have opgøret afgjort på Mirage.
Her skulle der "kun" en enkelt gang overtid til, før PGE Turow tog mapsejren og dermed vandt opgøret 3-2.
Kampen slår den hidtige rekord på HLTV, som er en kamp fra 2015, hvor MOUZ og HellRaisers spillede hele 164 runder i en kamp, hvor i alt seks maps blev spillet.
På top 10-listen er Danmark pænt repræsenteret i form af Heroic to gange. Blandt andet finalen i ESL Pro League sæson 13, hvor cadiaN lukkede kampen med det berømte 1v4-clutch.
Ifølge HLTV har følgende 10 kampe haft flest runder spillet:
1. PGE Turow vs. ThunderFlash - 3-2 (Polish Esports League, 2023) - 173 runder
2. MOUZ vs. HellRaisers - 3-4 (Acer Predator Masters, 2015) - 164 runder
3. TYLOO vs. Heroic - 2-3 (Toyota Master Bangkok, 2018) - 161 runder
4. Gambit vs. Heroic - 2-3 (ESL Pro League Sæson 13, 2021) - 157 runder
5. Liquid vs. Vitality - 2-3 (ESL Pro League Sæson 16, 2022) - 155 runder
6. 0to100 vs. 4glory - 2-3 (Kuvo OneTap Winter, 2022) - 154 runder
6. BIG Academy vs. ECLOT - 3-2 (Y-Games Pro Series, 2022) - 154 runder
6. Extra Salt vs. GODSENT - 2-3 (DreamHack Open September NA, 2021) - 154 runder
6. Vitality vs. Heroic - 2-3 (DreamHack Open Fall, 2020) - 154 runder
10. SK vs. Virtus.pro - 3-2 (EPICENTER, 2017) - 164 runder