
Var aldrig i tvivl: "Nogle fra det andet hold spillede FIFA inden kampen"
Den anden semifinale endte med en sejr til de forsvarende mestre fra Astralis Talent, der eliminerede MASONIC efter en sikker 2-0-sejr.
Nogle dage op til slutspillet meddelte Astralis, at Xyp9x ikke ville være en del af holdkortet til POWER Liga-slutspillet, da han holder ferie under spillerpausen.
Derfor er Maze kommet med på afbud, og den 21-årige fik også vist sig flot frem i semifinalen mod MASONIC, som han aldrig var i tvivl om, at de ville vinde.
Jeg mødte op forberedt. Jeg kunne se, at der var nogle fra det andet hold, der sad og spillede FIFA tidligere, mens jeg sad og spillede DM i stedet for. Så jeg regnede da også med at vinde klar og tydeligt.
Det kan være svært at være stand-in på et hvilket som helst hold, men det er lidt ekstra svært, når man skal forsøge at erstatte Xyp9x.
Maze har dog taget imod udfordringen med oprejst pande, da han skal prøve at spille en uvant rolle på serveren.
Han (Xyp9x,red.) er jo en erfarren herre, men mit job var bare at komme ind og prøve at udfylde den rolle. Jeg har aldrig spillet rollen, men vi har trænet de sidste to dage for at få styr på tingene. Så jeg gør bare det, jeg kan.
Øjner titlen
I finalen venter Atlantic, som til meget stor overraskelse endte med at tage fusen på Sashi.
Maze har også store forventninger til finalen, da han regner med at give Atlantic den samme tur, som han gav dem sidste gang, at han mødte dem til Astralis Nexus-finalerne i København.
Jeg er overbevist. Da jeg var stand-in sidst til noget i Astralis Nexus, der slog vi dem sikkert 2-0, så jeg regner også med at tage den 2-0 sikkert igen.
Finalen er skemalagt til at begynde 18:30.