
Twitch trækker delvist i land
De nye retningslinjer på Twitch skal skrives om.
Det skriver streamingplatformen på Twitter tirsdag aften.
Opslaget kommer blot kort tid efter, at Twitch annoncerede, at reglerne for reklamer på platformen ville blive strammet markant fra den 1. juli.
Ændringerne udløste et ramaskrig på sociale medier og fik flere store internetpersonligheder, heriblandt MrBeast, til at protestere mod reglerne.
Tirsdag aften svarede Twitch dog tilbage med en undskyldning.
Dagens ændringer af vores retlingslinjer omhandlende sponsoreret indhold var for brede. Det skabte forvirring og frustration, og det undskylder vi for, skriver Twitch blandt andet.
Herefter meddeler Twitch, at intentionen aldrig var at skade streamernes muligheder for partnerskaber med sponsorer, men at meningen med regelændringerne var at forhindre tredjepartsselskaber i at sælge 'indebrændte' reklamer.
Slutteligt bekræfter Twitch, at de vil omskrive retningslinjerne.