
ESIMED ubesjret i 1. division
Seks sejre i seks kampe er det blevet til for det unge hold ESIMED.
To af dem var gratis i form af taberdømte Spirit of Amiga, men i aftes hev de tre mere af slagsen hjem, og denne gang blev de ikke givet ved dørene.
Faceit Fiat, Bricksports og Campus Vejle * Instinct var på programmet, men selvom Fiaten of Murstenen ligger i toppen af 1. divisionen, så var det kun Campus Vejle, der formåede at nå ti vundne runder over ESIMED.
Det er skræmmende, når man samtidig hører den 15-årige Chr1zN sige, at de kan blive bedre endnu.
Sørby Esport og Campus Vejle * Instinct hentede også vigtige point i aftes i kampen om at distancere sig fra bunden af 1. divisionen.
Sørby vandt en tæt kamp over Faceit Fiat på Overpass, hvor Pew skød hele 34 i kun 29 runder.
Campus Vejle holdt til gengæld Sørby fra at nå op på en delt 2. plads i ligaen, da de selv uddelte et 16-13 nederlag til Sørby på Overpass.