denis er nu fortid på Sprout.

Sprout bænker tysker

Den 26-årige riffelspiller har været en del af holdet siden 2017 med en kort afstikker til BIG. Han er nu fortid på holdet.

denis skal se sig om efter et nyt hold, og Sprout skal på jagt efter en ny entry fragger.

Det står klart, efter det tyske hold torsdag har valgt at bænke den 26-årige tysker. Det skriver holdet på Twitter.

Her takker de denis for de knap fire år, han har tørnet ud i Sprout-trøjen, siden han i 2017 kom til holdet fra mousesports.

I løbet af årene har han en kort periode været forbi BIG, da nex i 2019 havde problemer med håndleddet.

Ellers er det under Sprout-fanerne, han har udmærket sig, hvor det blandt andet er blevet til sejr i de seneste fire udgaver af det tyske mesterskab, ESL Meisterschaft. To af de gange er det sågar BIG, der er blevet slået i finalen.

Dårligste på serveren

Bænkningen af denis kommer næppe som nogen overraskelse. HLTV kunne i sidste uge fortælle, at Sprout ifølge deres kilder overvejede at fjerne denis fra startfemmeren.

Et kig på statistikkerne viser da også, at netop denis ikke har ramt niveau i det seneste halve år. Her er denis dårligst rangeret af alle fem Sprout-spillere, der har haft en hård tid på serveren.

Efter en 5.-6. plads i ESEA Premier Sæson 36 floppede holdet totalt i næste sæson af ESEA Premier. Her blev det til en 13.-14. plads, og dermed måtte de en tur i relegation for at sikre overlevelsen i den næstbedste række.

Her slog de i den afgørende kamp Anonymo og kunne dermed booke billet til sæson 38 af ESEA Premier, der skydes i gang efter sommerpausen.

denis var tidligere på året målet for en række dødstrusler sendt på Twitter. Her efterlyste han gode råd til at komme spændinger i hånden til livs, og det mente en twitterbruger skulle besvares med trusler.

Sprout består nu af følgende fire spillere:

  • Spiidi
  • faveN
  • kressy
  • slaxz-
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.