Tæt på det fedeste holdnavn? IGL forklarer tanken bag

I toppen af 4. division C holder et hold til, der må være med i opløbet som årets holdnavn.

POWER Ligaen og divisionerne er halvvejs gennem sæsonen, og mens vi ofte dækker resultaterne og taller med både top- og bundhold på grund af kampene, så skal det i denne artikel handle om noget lidt andet.

Vi skal et smut til toppen af 4. division C. Det er ikke så meget den nuværende andenplads, som holdet ligger på, der er iøjnefaldende. Det er navnet.

Uppercuthummerklo hedder holdet, og IGL for mandskabet er Spantinho. Han fortæller, at selv om der ikke er nogen dybere mening med navnet, så passer det meget godt, mener han.

Altså det afspejler selvfølgelig meget godt, hvad der sker på serveren, hvor vi render og deler uppercuts ud til alle, så det er også en af grundene til, at det er så genialt, siger han og fortæller, hvordan holdnavnet kom til:

I 2019 samlede jeg et hold, og da vi skulle have et navn, fandt jeg en hjemmeside, som satte tilfældige navneord sammen til sammensatte ord. Vi lod den generere et par stykker, og da den genererede ordet 'uppercuthummerklo', var der bred enighed om, at det skulle være navnet på vores nye hold. Vi tog med det samme kontakt til en grafisk designer for at få lavet et logo, og vi syntes, at hele idéen om et hold som hed Uppercuthummerklo, var det sjoveste i verden. Siden da er der spillere, som er kommet og gået, men navnet har altid bestået, fortæller Spantinho.

"At slå os er naturligvis det højeste"

I denne sæson er det indtil videre blevet til fem sejre i syv kampe samt to tildelte sejre, da DerStårMere har trukket sig. Sejrene har givet Uppercuthummerklo 21 point, og det er lige nu nok til en andenplads i 4. division C.

Holdet nåede dog at spille den ene af kampene mod DerStårMere, og her endte det med nederlag. Men netop nederlaget er en af årsagerne til, at DerStårMere ikke er i divisionen længere, lyder det kækt fra IGL'en.

Vi havde lige en svipser mod DerStårMere, hvor vi tabte 16-13. Siden da har de trukket sig fra ligaen – forståeligt nok, for at slå os er naturligvis det højeste, man kan opnå. Derfor står det resultat ikke længere ved magt.

DerStårMere er et hold, vi slår ni ud af ti gange, men når der er 18 kampe på en sæson, er det forventeligt at have en kamp eller to, hvor det bare ikke spiller. At det skete for os i en kamp, som endte med ikke at tælle betyder bare, at de andre hold i divisionen skal frygte os endnu mere, for vi har spændt kasketten og er tilbage på sporet. Nu tromler vi bare videre, siger Spantinho.

Det lidt aparte navn, der skiller sig ud, har også affødt kommentarer fra modstanderne. Men modstanderne skal ikke tro, at det hele er sjov og ballade, slår holdkaptajnen fast.

Det er fedt, at andre også synes, det er et sjovt navn. Det er meget sjovt at differentiere sig lidt med noget humor gennem både holdnavnet og lidt daller på Twitter, men på serveren giver vi den fuld skrald. Så hvis der er nogen, der undervurderer os på baggrund af det humoristiske holdnavn, bliver de slemt skuffede, når vi renser dem på serveren, siger Spantinho.

Er der et af de andre hold på tværs af divisionerne, som du tænker har et fedt navn?

Der må jeg give et skud ud til Faceit Fiat. Om de nogensinde får den Fiat, er jeg ikke så sikker på, men de holder drømmen i live. Vordingbots i 4. division er også kreativt. Det er fedt, siger han.

Uppercuthummerklo består af følgende spillere:

  • Danmark Spantinho
  • Danmark JKR
  • Danmark Viggo
  • Danmark OscarW
  • Danmark DeTecT
  • Danmark Sjuzk
#1(Med 2 svar)
4. juni 2021 kl. 18:28
FleaK
Må jeg være fri //Aebleskiver
#2(Med 1 svar)
4. juni 2021 kl. 18:28
gallazor
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
+1
#3(Med 0 svar)
7. juni 2021 kl. 10:54
d0nut
+rep
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.