
"Alt andet end oprykning havde været skuffende"
POWER Ligaen er i fuld gang, og de to rækker i 2. Division er allerede afgjort, da HDE.Hype og Obsidian er sikret oprykning til JoyBuggy.dk 1. Division i næste sæson.
For sidstnævnte hold var det forventningen, at de ville rykke op, for Obsidian mener selv, at niveauet er til toppen af JoyBuggy.dk 1. Division og måske endda også POWER Ligaen, men da de ansøgte om en plads i ligaen, var der kun ledige pladser i 2. Division.
Målet var helt klart at rykke op i JoyBuggy.dk 1. Division, da vi selv mener, vi har niveau til at spille med i toppen deroppe - og nok også i POWER Ligaen. Ifølge os selv har vi nogle meget stærke individuelle spillere, som burde kunne følge med, hvis man kigger på ren firepower. Alt andet end oprykning havde i hvert fald været en skuffelse, siger buNNy, holdets IGL, og fortsætter:
Vi ville som udgangspunkt gerne bare spille med i Dust2 ligaen, da der er en del kendte danske hold, der spiller her, som vi gerne vil op og færdes med. Da vi så prøvede at søge ind, var der ikke nogle ledige pladser i andet end 2. Division, så det var bare det, vi kørte med, og så tager vi den derfra.
Obsidian vandt samtlige kampe i 2. Division X, men det er ikke noget, holdet er kommet sovende til, for der trænes en masse.
På en normal uge kører vi træning fire gange om ugen fra kl. 19 til 23, hvor vi bruger tiden så effektivt, vi nu kan. Derudover øver vi også ting uden for træningstiderne og får spillet diverse kvalifikationer, turneringer, LANs osv. i weekenderne. Vi vil alle sammen rigtig gerne CS:GO, og derfor bruger vi selvfølgelig rigtig meget tid på det individuelle også.

Personlige problemer og en død computer
Det er dog ikke udelukkende en rosenrød fortælling i Obsidian, for holdet har mistet et par spillere undervejs - både grundet interne uenigheder og en computer, som pludselig gik på pension.
Vi har spillet med en del forskellige spillere i den her sæson, da en tidligere spiller havde lidt personlige problemer, som gjorde, at vi ikke lige kunne enes om, hvordan tingene skulle foregå. Derudover har vi også mistet en mand, da hans computer brændte sammen, og vi har endnu ikke fundet en løsning på det problem, siger buNNy til Dust2.dk.
Når et hold præsterer godt, tiltrækker visse spillere typisk også interesse fra andre hold, og det er også sagen for Obisidian, der lige nu kæmper for at få stablet en fuldtallig og fast startfemmer på benene.
Det bliver der også behov for, hvis Obsidian skal opnå drømmen om at tage turen fra 2. Division til POWER Ligaen. Om det kommer til at ske, vil tiden vise, men buNNy mener i hvert fald selv, at oprykning ikke er så langt væk.
Vi mener alle, at vi snildt kan følge med i toppen af JoyBuggy.dk 1. Division, hvis vi kun kigger på firepower. Hvis vi finder et fast lineup, vil vi minimum sigte mod oprykningskampene til POWER Ligaen.
Hvilket lineup, der ender med at repræsentere Obsidian i næste sæson, er derfor endnu ikke plads, men i den indeværende sæson registrerede holdet følgende syv spillere:
buNNy - 5 kampe - 1,77 K/D
divedn - 5 kampe - 2,15 K/D
Gnøffe - 5 kampe - 1,33 K/D
m4tt - 5 kampe - 2,00 K/D
Glockey - 3 kampe - 1,17 K/D
Gilborg - 1 kamp - 2,09 K/D
nopze - 1 kamp - 1,38 K/D
Holdet har kun spillet fem kampe, da to hold ikke stillede til start i 2. Division X alligevel.