
Complexity-danskere med vigtige sejre i nat
Mens de fleste danskere lå og sov, sad blameF og k0nfig fra Complexity i USA og spillede den lukkede nordamerikanske kvalifikation til IEM Katowice 2020.
Complexity startede med at møde Gen.G i otte holds kvalifikationen, der afvikles i double elimination. Gen.G er endnu ikke så kendt et navn i CS:GO regi, men organisationen huser flere tidligere Cloud9-spillere, mens SicK senest var at finde i Complexity.
blameF, k0nfig og resten af Complexity-holdet vandt kampen 2-0, men det var ikke uden problemer, for på andet map var holdene ude i overtid, og Complexity havde formentlig tabt mappet, hvis det ikke var for en flyvende blameF.

I den næste kamp, upperbracket semifinalen, ventede Chaos, hvis mest kendte spiller er steel, der er udelukket fra Majors efter matchfixing-skandalen med iBUYPOWER tilbage i 2014.
Det var en ret overkommelig kamp for Complexity, der vandt 2-0 uden de store problemer og derfor skød sig videre i kvalifikationen.

Complexity er derfor klar til upperbracket finalen mod Cloud9 i dag. Vinderen er direkte videre til den endelige finale, mens taberen skal spille foreningsfinale mod vinderen af lowerbracket.
Der er kun en plads til IEM Katowice 2020 på højkant i kvalifikationen, og udover Cloud9 kan også MIBR, som er i lowerbracket, blive en stor udfordring for Complexity.