
Stort interview med Nicolas Estrup fra BLAST
Imens BLAST Pro Series Global Final var i gang, satte HLTV.orgs journalist Striker sig ned med Nicolas Estrup, som er Director of Product & Experience hos BLAST. Her gav Estrup lidt mere indsigt i det nye format i 2020, tankerne bag og planlægningsprocessen hertil.
De kommer også ind på, hvordan hold som Complexity og OG, der har helt nye lineups, kom med, samt hvorfor hold som mousesports og fnatic blev fravalgt. Ikke mindst bliver der afsløret lidt om, hvordan setuppet og hvor lokationen til BLAST Premier bliver og det byder på en helt ny oplevelse for seerne derhjemme.
Kan du forklare, hvordan processen har været med at vælge de 12 hold? Var det en proces, hvor de ansøgte selv, eller var det ud fra nogle kriterier, og så kontaktede i holdene?
Det var åbenlyst en lang proces og vi forsøgte at lave den så god og solid som muligt for alle involverede parter. Vi har snakket med mere end 20 hold, haft dialoger, jeg kan selvfølgelig ikke komme ind på specifikke hold, men i det store hele var de positive. Den sværeste del af udvælgelsen var ultimativt: Hvilke kriterier gør du det baseret på? Enhver der har været i Counter-Strike-miljøet i mere end et par minutter, ved, at man kan ikke alene baserer det på ranglister, når man vælger, hvem der skal deltage, når vi tænker langsigtet. Vi har jo set, hvor hurtigt det kan ændre sig, og hvad for en indvirkning det har for turneringsarrangører som os. Vi vidste, at det skulle være en så åben turnering som muligt, men vi havde stadig brug for en gruppe af hold, så vi havde en lang liste med kriterier, der blev lagt vægt på.
En anden vigtig ting var, at vi ikke udelukkende kunne være afhængige af et holds lineup, som det ser ud i dette øjeblik. Vores drøm, og jeg er sikker på også alle andre turneringsarrangørers drøm, er, at opsætningen de laver, også kan bruges længe. For at sikre det, så vægter vi også organisationen bag holdene og ekstra parametre vægtes lige så meget og i nogle tilfælde mere, fordi der spilles over så lang tid. Ved at have den lange proces, og være helt klar med os selv internt over, hvad kriterierne er, og hvordan vi ønsker at placere det, gjorde det livet lettere, trods der er mange gode hold. Vi er virkelig begejstrede for alle de hold, som vi kommer til at arbejde med i 2020, og der vil være masser af måder at spille det på, hvilket nok ikke alle fans er klar over, men de 12 hold er kun en del af det.
De to hold, som flest har bemærket, ikke er del af de inviterede hold, er mousesport og fnatic, der ligger henholdsvis nummer to og tre i verden, og så er ENCE heller ikke inkluderet, trods de vandt et BLAST Pro Series stop sidste år. Kan du komme nærmere ind på, hvorfor de er udeladt?
Jeg tror det vil være svært for mig at gå i dybden med, hvorfor de præcist ikke er inkluderet i mellem de 12 hold, men jeg tror det går tilbage til de parametre. En ting jeg finder interessant er, at der var mange meninger omkring et hold som Complexity. Hvis du kigger på det ude fra, så ser det måske ud som om, at der var mere åbenlyse valg, men når man kender Jason Lake (Complexitys direktør, red.), og ved hvordan han arbejder, den passion han har, når han arbejder, som bare kom endnu mere op til overfladen, da han byggede dette hold op. Og når man ser det mindset, han har, var det en positiv faktor for os, fordi det betød, at her er altså en fyr, der er villig til at viske tavlen ren og går ud og er modig og bygger et godt hold op, velvidende at det vil tage tid, men stadigvæk ville have at lineuppet var godt. Og samtidig har de faciliteter til rådighed, som han har, hvilket jo er fantastisk. Alt dette kombineret begynder pludselig at veje mere, og det er der, det bliver svært ikke at kigge på er småting. For nogle giver det måske ikke mening, hvorfor deres favorithold ikke er direkte inviteret med, men jeg er sikker på, der kommer muligheder for dem til at komme med på sigt.

Med hensyn til parametre og kriterier, endte det så ud i lange samtaler med kandidaterne, som i havde på tavlen, for at finde ud af om jeres ideer var på linje med hinanden?
Det var en vigtig del. For at alt dette skal fungere mest optimalt, så er det super vigtigt, vi har samme mission og vision for, hvad vi vil opnå. Jeg tror ikke, at holdene, der ikke blev valgt, nødvendigvis ikke har samme mission, men når det er så snævert et felt og du har så mange hold - så valgte vi et super tidspunkt, at skulle vælge holdene, fordi det var som om, alle pludselig begyndte at uppe deres game. Det var smukt at mousesports fik sejren på dansk jord, fedt for karrigan og hele holdet, det er bare perfekt, men det gør også bare vores liv surt, at skulle tage de beslutninger. Vi føler vi har været åbne med holdene i processen, og ligesom med alt andet er det ikke sjovt at sige nej til nogen, men vi føler, vi har gjort det på en god måde og er godt tilpas med det. Parametrene var, hvad der hjalp os med at komme over målstregen, og jeg kan ikke komme ind på, hvad de alle er, men det er, hvad der hjalp os med at tage den endelige beslutning, da vi kom til dem, der var lidt mere vanskelige at udvælge.
Over de sidste par år er I blevet kritiseret en del for at lave rod i den kalender, der allerede var på plads med de andre turneringsarrangører. Var det svært at finde tid til dette nye format og få de 12 hold til at tilmelde sig et helt års turnering?
En vigtig ting vi lærte sidste år var netop, at hele den her planlægning er helt vild. Jeg tror ikke, nogen turneringsarrangør eller holdene har det sjovt med at planlægge hele deres år. Men vi prøvede alle at få det til at fungere, og vi har alle gjort en indsats for at få det til at fungere. Da vi satte os ned og kiggede på, hvad vi vil opnå i 2020, så var det klart, at hvis du kigger på det format vi har brugt indtil nu, har vi haft en masse højprofilerede events. Nogle af dem var klart for tæt på hinanden både for produktionen og holdene, men det var det antal turneringer vi ville afholde. Vi er stadig en af de nye turneringsarrangører, hvilket jeg tror ofte glemmes, vi er kun 50 medarbejdere i firmaet, spredt over to kontorer i London og København, så vi er ikke et mega-selskab. Vi løber utrolig hurtigt og lavede nok flere turneringer end vi burde have gjort, for alles helbreds skyld, men vi følte, vi havde brug for at få det til at ske. Vi så også, at det fyldte kalenderen op, så da vi kiggede på 2020, så tænkte vi også på, hvordan vi kunne lave det så komfortabelt som muligt for både produktionen, vores eget firma, for holdene og for casters og analytikere, så meget vi nu kunne fra vores side. Den måde, jeg prøver at gå til det på fra vores side, er: Vi, som turneringsarrangør, har et ansvar med at hjælpe til at holde alle i en så komfortabel tilstand, som muligt.
Når man så kigger på det, blev det klart at set ud fra et historieperspektiv, at vi ikke bare kunne give otte store trofæer ud over et år. Så mister det effekten. Når du sidder som en fan, og du ser et BLAST trofæ blive løftet for den sjette gang, og vi ikke engang var nået til Global Final endnu, så har du ligesom set det. Vi blev nødt til at gøre det færre gange, for at få en bedre historie og kurven kunne bygges bedre op. Og ud fra et planlægningsperspektiv, blev vi nødt til at gøre det over længere perioder, sammenhængende i begyndelsen af disse to halvår, som vi skabte. Det er så, hvor et studie-setup er kommet i spil, som jeg tror bliver virkelig godt for holdene, fordi de kun forpligter sig til en uge ud af tre, hvilket betyder, de er frie til at bootcampe hvis de vil det eller noget andet. Jeg tror, dét er vigtigt. Det er sådan vi vil starte de to halvår, fordi det giver holdene friheden, og de får en platform, hvor der er et lavere tempo end det kommende år generelt.
At gå fra alle de her BO1s, tre kampe af gangen, det er intenst for alle, men specielt for spillerne er det super trættende. Det er måske åbenlyst for mange fans, men vi ville gerne være progressive, da vi startede ud, så jeg tror, det har været en lærestreg for os alle. Det betyder også, at vi kan lave et bedre format, som er mindre stressende for alle. Jeg føler mig ret sikker på at fans får bedre Counter-Strike ud af det, og vi får bedre værdi ud af det for vores firma. Det er bare nemmere at fortælle de historier og bygge alt op mod slutningen af året.

Er det sådan, at ideen med et sæson-format og globale finaler i slutningen kom til for at sætte farten lidt ned?
Ja helt sikkert! Sætte farten ned for alles skyld. Vi bliver nødt til at tænke på det som turneringsarrangør, fordi det ultimativt giver en bedre historie og bedre oplevelse for seeren. Det var et vigtig aspekt, og det andet var opbygningen. Det er en af de svære ting ved Counter-Strike, det er en ting der er smukt ved, vi har et åbent økosystem. Jeg er sikker på, enhver turneringsarrangør ville elske at have det hele for dem selv, enhver ville være skør, hvis de ikke ville det, men i den verden, vi bor i, hvor systemet er åbent, så er det bedste, vi kan gøre, at sætte farten lidt ned og finde det rigtige sted at passe ind.
Du snakker om at finde det rigtige sted at passe ind, der er jo ESL Pro League, og så den her rygtede ikke-annoncerede nordamerikanske liga, de to kommer uden tvivl til at kollidere. Var der snak med de andre arrangører, da i skulle finde ud af, hvor I passede ind?
Vi har snakket med begge. Jeg tror ikke, det er i nogens interesse at arbejde mod hinanden. Jeg tror, der vil være tidspunkter i løbet af året, hvor de helt sikkert vil kollidere, denne rygtede liga, og så hvad ESL brygger på, og vi støder nok også sammen med nogle andre. Men vi har ikke, i hvert fald i det her øjeblik (7-9-13), mange vi støder sammen med, så det er godt. Der er jo ting, der er hellige og vi aldrig skal planlægge oveni, hovedturneringen til Majoren og den slags, og det må vi også have med, som er en fantastisk ting, der skal ske og bliver nødt til at have tid til at ske. Men lige nu vil jeg sige, vi er så "sammenstøds-frie", vi kan drømme om, trods det er noget, der sker. Men vi forsøgte at glide ind, hvor der var nogle frie tidspunkter.

En af de ting, der stod i annonceringen med holdene, var også, at med setuppet, ville det bringe fans tættere på holdene - faktisk så tæt på som de nogensinde har været. Hvad betyder det?
Vi vil fortsætte den fordybelse, som vi forsøgte at bringe ind i København og Bahrain. Men vi vil nu forsøge at følge spillerne ind i rum, følge med hvorend de går hen med kameraer, for at fans kan følge med og se dem hele tiden. Vi vil tage det til et helt nyt niveau næste år. Studiet kombineret med fans, der bliver ledsaget ind i det aktive filmstudie, ind i hvad vi har bygget, det tror jeg bliver en stor oplevelse og virkelig skiller os ud. Hvad vi kan se sker i spillet er en ting. Vi har en opgave med at bringe fans og spillere så tæt på hinanden, uden at spillerne føler, det bliver ubehageligt og bare giver dem den ekstra oplevelse. Du kan se at spillerne får energi fra hinanden, og det er specielt. Enhver der har været et eller andet sted i verden har set det, hvad end det er i København, Sao Paulo, Köln eller Katowice, når du giver dem den plads og energien kan bygges op, så er det en fantastisk oplevelse. Og så er det du tænker: "Hvordan opnår vi det samme for folk derhjemme?" Så det bliver nødt til at være fordybende også. Hele processen med at åbne op, ikke kun for studiet men hele bygningen, hele strukturen, for folk der kigger med derhjemme bliver et hovedkomponent. Og så vil vi også lave en masse forskellige segmenter, som jeg ikke kan komme ind på endnu, men som jeg tror, folk vil nyde, for at skubbe lidt til grænserne.
Kan du uddybe det, du skrev på Twitter efter hold-annonceringen, hvor der stod, at flere end kun de 12 hold, der er partnere, vil være en del af BLAST Premier? Vi har hørt lidt om Showdown, men meget lidt specifikt, såsom hvor mange pladser, der bliver åbnet op for holdene, som ikke er partnere?
Vi er tæt på at have det sidste på plads for den del, men jeg tror det er fair at sige, vi virkelig arbejder på, at lave det så åbent som overhovedet muligt. En ting vi så havde en kæmpe værdi i løbet af 2019 var, da vi lavede den lokale kvalifikation i Madrid var perfekt. Giants som kom ind og spillede mod nogle af de bedste hold i verden og klarede sig godt, det er fedt! Moskva var helt gak, hvor vi så de to kvalificerede hold i finalen. Ingen havde forventet det skete. Den komponent er bare super vigtig. Vi føler, det er nødvendigt, at under Showdown - hvis format jeg også er super begejstret for, fordi det vil være en ny måde at se, hvordan det kan fungere - vil være, hvor vi har forskellige kvalifikationer og andre måder at hold kan komme ind på.
Det ville ikke give mening som turneringsarrangør, hvis vi ikke lavede plads til at arbejde med hold som kommer ud af ingenting og ind på scenen. Her er ENCE et smukt eksempel på det, selvfølgelig er det en legendarisk organisationen, men i forhold til deres form kom de ud af ingenting. Det er noget, vi har skulle lave plads til og det samme med hold, som begynder at performe godt hver gang. Hvis et team går fra kvalifikationen, ind i Showdown, og så i forårs- eller efterårsfinalen og så videre til Global Final og så vinder? Så går jeg helt amok, jeg bliver super glad! Det er underdog-historien, som enhver Counter-Strike fan gerne ville elske at se.
Så vi kan forvente lokale kvalifikationer baseret på finalens lokation og som en del af kvalifikationsprocessen igen?
Helt sikkert. Det er det parameter, vi prøver at færdiggøre nu. Der er masser af konstellationer af det, som er interessante, hvis det er et mix af direkte invitationer som spiller mod hold, der er kvalificeret fra andre turneringer, så er det super interessant. Det er de ting, vi er ved at se på at gøre færdig, så vi kan gøre det så klart og transparent som muligt, så åbent og nemt at forstå som muligt.
BLAST Premier Spring Series 2019 starter den 31. januar og kører tre uger frem, hvor der i denne omgang kun er de 12 partner-hold med, heriblandt Astralis, OG og Complexity der har danskere på holdet.
Astralis er endt i den såkaldte "Group of Death", da de er i samme gruppe som Natus Vincere, Vitality og Complexity. Valde og hans hold OG er heller ikke i den letteste gruppe, hvor Evil Geniuses, G2 og 100 Thieves er at finde.