
karrigan og Rejin rykker frem; Heroic nærmer sig Top 15
I dag blev HLTVs rangliste opdateret, hvoraf Danmark fortsat har fire danske hold i Top 30, mens Flames ligger og lurer nogle pladser fra den prestigefyldte liste, der også har danske repræsentanter i karrigan og Rejin.
Verdens bedste mandskab, Astralis, sluttede året af med stil, da holdet tog sejren i Bahrain, hvorfra de slog deres ærkerivaler fra Liquid med 2-0 i finalen samt gruppespillet. Holdet slutter dermed året af med maksimum point på førstepladsen.
mousesports med karrigan og Rejin fortsætter med at kravle op ad listen, da holdet deltog i EPICENTER denne weekend, hvorfra de sluttede på en 2. plads. Trods nederlaget i finalen er mousesports nu verdens andet bedste mandskab.
Heroic sluttede også året af med en udemærket præstation i Moskva, hvor de sluttede på en 3.-4. plads i en turnering, der også så hold som EG, NaVi og mousesports blandt deltagerlisten. Dette var med til at sørge for, at holdet rykkede fem pladser op ad listen.
Danmarks bedste løver, North, vandt tidligere i måneden i Sevilla, hvor holdet blandt andet slog deres landsmænd fra MAD Lions. North er fortsat på en 19. plads med otte dage til nytårsaften.
MAD Lions har ikke haft nogle kampe i denne måned, men trods dette, så er mandskabet faldet med tre pladser på ranglisten. Holdet ligger derfor på en 21. plads.
