BUZZ SKYDER ASTRALIS TIL RMR
Det var ikke uden problemer, at Astralis kvalificerede sig til RMR'en, men missionen blev fuldført.
Med en 2-1 sejr over SAW er Astralis samlet 3-1 i den lukkede kvalifikation til den europæiske RMR, hvilket sikrer dem avancement.
Stærk start
På Ancient startede Astralis med at spille en fin CT-side, men det var på T-siden, at holdet virkelig viste sin overlegenhed, da Astralis vandt alle otte runder, som gav dem en sikker 16-7 sejr.
Andet map blev en noget mere tæt affære, da SAW startede helt forrygende og vandt de første fem runder.
Astralis fik dog hurtigt styr på spillet og halede ind på SAW, der dog hele tiden sørgede for at holde et forspring til danskerne.
Det var derfor også SAW, som nåede 15 runder først, men Astralis var ikke klar til at hejse det hvide flag og skød mappet ud i overtid, hvor SAW dog sejrede 19-17.
Buzz skyder Astralis til RMR
På Inferno bølgede kampen frem og tilbage, hvor holdene skiftedes til at tage føringen og have både det spillemæssige og økonomiske overtag, hvilket betød at kampen gik til pause med en snæver 8-7 føring til SAW.
SAW startede også med at tage de første tre runder i anden halvleg, men så trådte Astralis nyeste og mest uprøvede spiller i karakter.
Buzz bragede igennem på T-siden, hvor han leverede det ene vigtige multi-kill efter det andet. Han endte Inferno med 29 stærke kills.
Astralis er med sejren klar til RMR, der er det sidste stadie i kvalifikationsprocessen frem mod majoren i Paris.
Her venter de bedste hold fra sidste major, blandt andre Heroic, NAVI, FaZe og Vitality, når i alt 32 hold, fordelt i to grupper, skal dyste om 17 pladser til majoren.