Danskere kæmper i kvartfinalebrag
Vi får tre af de danske tophold i aktion tirsdag, når kvartfinalerne i Pinnacle Winter Series 3 skal afgøres.
Først for er Copenhagen Flames, der brager sammen med Gamer Legion klokken 9.00.
Vinderen af det opgør skal møde enten Dignitas eller SKADE, der tørner sammen i dagens sidste kamp.
Men inden vi når så langt, skal vi have ECSTATIC i kamp mod polske UNGENTIUM klokken 12:00. birdfromskys tropper er tilbage i nærheden af top 20 og indtager lige nu 22. pladsen. De kommer ind til turneringen efter senest at have spillet sig videre til slutspillet i ESL Challenger League.
Dagens modstandere fra UNGENTIUM slog i sidste runde MOUZ NXT ud af turneringen.
Danmarks bedste
Sidste danske mandskab i tirsdagens kampe er Heroic, der ligesom både Copenhagen Flames og ECSTATIC er inviteret til Pinnacle Winter Series 3's kvartfinaler.
De brager sammen med AcilioNs Apeks-mandskab klokken 15:00, og skulle de danske verdensfemmere klare skærene, venter enten ECSTATIC eller UNGENTIUM i semifinalen.
Finalen i Pinnacle Winter Series 3 er sat til at blive spillet onsdag i denne uge.
Præmiepuljen er på 459.000 kroner, heraf går 270.000 kroner til vinderen, der desuden får billet til LAN Sweet LAN til august.