vnG om br0s ban: "Vi har ramt en lukket dør"
16-årige Alexander Bro, der i den virtuelle Counter-Strike verden går under navnet br0, begik i juni 2015 en af de største fejltagelser i sit liv, da han lånte sin Steam bruger ud til en kammerat fra klassen.
Det er i hvert fald br0s egen udlægning af sagen.
Inden vi kommer tilbage til den udlånte Steam bruger, springer vi frem til 2018, der blev et fantastisk Counter-Strike år for den unge og meget talentfulde spiller.
I Danish Pro League spillede han sig op fra den laveste division og helt op til de professionelles lukkede division, hvor han gjorde så godt væsen af sig, at prøveperioden affødte et permanent medlemskab. Lidt efter sluttede han i toppen af DPL, og inden han havde set sig om, spillede han sig også op i toppen af FPL-kvalifikationen og vandt en plads i FACEIT Pro League, som er her verdensstjerner som device, KRIMZ, NiKo og s1mple spiller.
Jeg startede selv i den laveste division men spillede mig hurtigt op til de professionelle i DPL. Her blev jeg virkelig udfordret, og jeg lærte særligt hvor vigtig kommunikationen er. Gennem DPL vandt jeg en plads i FPL-kvalifikationen, som jeg vandt, og nu er jeg en del af FACEIT Pro League med alle de professionelle spillere, nåede br0 lige at udtale til DPL.gg, inden eventyret stoppede brat.
FACEIT havde nemlig fundet en gammel VAC-banned Steam bruger, som blev tilknyttet br0. Dermed blev han permanent udelukket fra FACEIT Pro League og Valve events såsom Minors og Majors.
Juni 2015
Vi spoler nu tiden tilbage til juni måned i 2015, da br0 lånte sin Steam bruger ud til en kammerat, han gik i skole med. Kammeraten hentede snyd, som han brugte, da han spillede CS:GO på brugeren, og det blev hurtigt opdaget af VAC (Valve Anti Cheat), og brugeren blev selvfølgelig banned og udelukket permanent.
Det var en rasende 13-årig br0, som opdagede det, viser beskeder mellem de to kammerater, som er dateret til juni 2015. Dust2.dk er i besiddelse af beskederne som dokumentation.
Kammeraten påstår, at han ikke har snydt, men at han har lånt sin computer ud til sin lillebror. Hvad der er op og ned i den sagen er på sin vis sagen uvedkommende, for Steam brugeren er knyttet til br0, og derfor tager han faldet, der for nu har sat et punktum i den unge danskers drøm om en dag at spille på de store scener rundt om i verden som professionel.
Valve er en lukket dør
br0 var nået til et punkt i sin karriere, hvor han af mange blev anset som et af de større danske talenter, men han manglede for alvor at slå igennem på et dansk top 10 hold. Det skulle hans agent, Dennis “vnG” Vang fra People in Sport, hjælpe ham med, for br0 er - eller var - et stort talent.
br0 har et ekstraordinært talent og det klassiske vindergen i forhold til gerne at ville vinde hele tiden - på godt og ondt. Så han er egentlig en spiller, som man godt kunne have ret høje forventninger til, siger vnG, inden han uddyber:
Det er selvfølgelig også omstændigheder, som afgør, om talenter rent faktisk lykkes med at indfri det, men en ting står ihvertfald fast; br0 har, eller havde, allerede et ret godt fundament at bygge ud fra grundet hans kvalifikation til FPL og hans tro på tingene. Han minder mig faktisk enormt meget om en af verdens bedste spillere i den alder, uden at sammenligne helt alligevel.
Du sidder måske nu og spørger dig selv: Hvorfor kontakter de ikke bare Valve og fremviser beviserne, så de kan kigge på sagen og fx tjekke, hvilken IP-adresse der blev brugt, da brugeren blev opdaget i at snyde?
Det er præcis det, som agenten vnG arbejder på og har arbejdet på lige siden br0 blev udelukket fra FPL, men Valve er meget svære at få i tale. Seneste eksempel er svenskeren robiin, som har kæmpet for at bevise sin uskyld i mange år, og efter fire års kamp lykkedes det endelig.
Samme drøm har vnG og br0, men indtil videre har det været rigtig svært at få Valve i tale, selvom både FACEIT og flere professionelle spillere forsøger at hjælpe:
Vi har kontaktet Valve omkring hele problemstillingen, fordi vi ved, at de tidligere har vist villighed til at hjælpe unge spillere i lignende situationer. Der er en række nuværende professionelle spillere, som har været præcis den samme mølle igennem, hvor Valve har hjulpet med at dokumentere, hvem der rent faktisk har brugt kontoen.
Det er præcis det, vi eftersøger i det her tilfælde, for FACEIT har egentlig ikke engang selv taget stilling til noget som helst, udover at FPL-deltagelse på nuværende tidspunkt ikke er en mulighed. De er dog selv gået ind i sagen nu omkring at forsøge at få Valve i snak, og generelt har støtten fra både FACEIT, såvel som flere professionelle spillere været rigtig god. Alle er enige om samme ting - at bare én forkert udelukkelse, er én for mange.
Hidtil har vi ramt en lukket dør, selvom vi er kommet forbi dørmanden og egentlig har de rette folk at snakke med. Der er bare forskel på, hvem der spørger, må vi konstatere - men vi smider ikke bare håndklædet i ringen, afslutter en fortrøstningsfuld vnG.
Fremtiden er uvis
Udelukkelsen fra Valve-events, som er det største i CS:GO, har sat en stopper for den karriere, der lige var begyndt. Som det ser ud lige nu, kommer br0 aldrig til at spille for nogle af de bedste hold i verden, og mange af de mindre hold vil heller ikke have ham med, da alles drøm er Major deltagelse.
Hvis br0 kunne spole tiden tilbage, er han dog ikke i tvivl om, at han ville have handlet anderledes og måske i momentet ikke have været en god kammerat og derfor sagt nej til at låne sin bruger ud. Det anbefaler han også, at alle andre, som overvejer at sælge, bytte eller låne Steam brugere, gør.
Først og fremmest; spil den sikkert og lad være - det er også imod Steams regler. Hvis du gør det alligevel, så sørg for at du har beviser for, at den ikke tilhører dig længere, og så hold fast på det for jeg ønsker for ingen andre, at der sker det samme som ved mig. Jeg er meget heldig, at jeg konfronterede min ven gennem Facebook, ellers havde jeg ingen konkrete beviser haft, siger br0, hvorefter han slutter klart af:
Det er ikke det værd! Tænk altid på jeres fremtid, uanset hvad.
Hvorvidt br0 nogensinde får overbevist Valve om, at det ikke er ham, som snød, da brugeren blev VAC-banned, er uvist, men en ting er i hvert fald helt sikkert; der venter en lang og hård kamp.