Eternal Fire og fnatic sendt ud af Pro League
Fire hold måtte melde deres afsked ved ESL Pro League Season 19 i dag.
Og det er altså ikke bare hvem som helst, der nu er røget ud som nogle af de allerførste ved den 19. sæson af EPL.
Falcons, Eternal Fire, fnatic og Tyloo er de fire hold, der alle er endt på en delt 21.-28. plads i den 32 hold store turnering.
Det er ikke lang tid siden, at Eternal Fire endte i top 8 og spillede i Royal Arena ved majoren i København, men succesen er ikke fortsat. Først tabte de til Sashi i den europæiske kvalifikation til Esports World Cup 2024. Nu er de ude som nogle af de første i EPL efter et 2-0 nederlag til portugisiske SAW, hvor tyrkerne aldrig var i nærheden af en sejr.
fnatic formåede heller ikke at overraske, da de tidligere på dagen faldt til Virtus.pro 2-0. Dermed har electroNic stadig mulighed for at vise sig frem for sit nye hold.
Virtus.pro spiller mod SAW om den sidste plads i slutspillet fra gruppe A.
M80 skal forsøge at gentage succesen fra i går mod G2 i kampen om den sidste slutspilsplads i gruppe B.
Den 26. april slog M80 højst overraskende G2 2-1, men blev derefter slået af BetBoom. Både G2 og M80 har kæmpet sig videre til finalen i Last Chance Stage i gruppe B med sejre over henholdsvis Falcons og Tyloo.
De to mødes i morgen, søndag, klokken 19:30.